
Foto: Colourbox
Vandrestier med oplevelser undervejs er en af de mange gratis glæder, der findes i naturen. Og så kræver en frisk tur i det fri ikke andet end et par gode sko. Derfor er der al mulig grund til at tage på en vandretur med hele familien i efterårsferien, lyder det fra Friluftsrådet, der arbejder for, at danskerne får flere oplevelser i naturen.
- Vi ser faktisk, at vandring er ret populært. At gå en tur sammen giver jo et nærvær, vi ikke altid har tid til i hverdagen, for man er sammen og snakker sammen på en anden måde, når man bevæger sig med den fart, siger Astrid Bjørg Mortensen, kommunikationschef i Friluftsrådet. Hun mener, man som familie får meget ud af en vandretur, men kender også godt til børn, der ikke gider og hellere vil i legeland eller spille iPad.
- Men det er faktisk kun, indtil de er kommet afsted. Nogle gange skal man lokke med, at man kan finde geocacher eller Pokémons, få varm kakao undervejs, eller hvad der nu skal til. Men man kan også vælge at starte på stier, hvor der er oplevelser undervejs, siger Astrid Bjørg Mortensen.
En af den slags stier er Kløverstierne, som der findes 66 af i landet. Her er der hvert sted ruter af forskellig længde og oplevelser og fortællinger om det, man møder undervejs. Man kan også planlægge ruten så der er pauser ved en naturlegeplads eller et naturcenter eller andet, så der er lidt afveksling undervejs.
Tusindvis af sti-kilometer i Danmark Mange tænker på Camino eller Nordsverige, når det handler om vandreture i med barske naturoplevelser. Men det er i følge Friluftsrådet slet ikke nødvendigt at rejse lagt for at finde vandreruter og stisystemer, der giver ro i sjælen, mange kilometer i fødderne og storslåede naturoplevelser.
- Der er flere tusinde kilometer vandrestier og ruter herhjemme, og det kan være en ny måde at opleve Danmark på. Der er skønne stier langs fjorde og kyster med overnatningsmuligheder undervejs, men der er også lange ruter som Hærvejen, der går ned langs den jyske højderyg hvor man kan sove på kroer, herberger eller i sheltere, og få en fantastisk flerdagstur, siger Astrid Bjørg Mortensen.
Her finder du stier og ruter
På udinaturen.dk kan du søge på vandreruter og finde beskrivelser og links. Her kan du også søge på overnatningspladser og naturlegepladser.
På kløverstier.dk kan du finde et kort over byer med Kløverstier
På vandreruter.dk er der tips til vandreturen og info om ruter
Tips til familiens vandretur
Tag gode ikke for nye sko på og husk varmt tøj. Hvis man fryser bliver det ikke en god oplevelse.
Tag mad, drikke og snacks i rygsækken. Man bruger ekstra energi i den friske luft, og når man bevæger sig.
Planlæg en realistisk rute. Voksne går ca. 5 km i timen, og man kan normalt maksimalt gå 25 km om dagen.
Tjek ruter og kort - hav mobiltelefon opladt, så der kan findes informationer undervejs, også om de steder I ser. Lad børnene være med i ruteplanlægning og lær at kigge på kort.
Nyd naturen, og læg mærke til de steder, I oplever. Ofte ser man helt anderledes ting i landskabet, end når man kører i bil. God tur!
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!