SuperBrugsen Østbirk får nyt indgangsparti



Knapt har støvet lagt sig, inden SuperBrugsen Østbirk atter er i forandring.
 I efteråret 2014 afsluttede SuperBrugsen tilbygningen af 180 kvm butik og allerede nu er tiden inde til nye forbedringer.
 - SuperBrugsen får bedre adgangsforhold. Vi bygger nyt vindfang, og får nyt indgangsparti med mere albuerum, fortæller uddeler Kenneth Jespersen. Byggeriet påbegyndes onsdag den 6. april og står på i 8-9 uger.
 - Der etableres midlertidig indgang, der hvor postbutikken er i dag. Posten flyttes længere ind i butikken, tilføjer uddeleren.
 I 2012 etablerede SuperBrugsen indgangsparti med jalousigitre som kunne lukkes for natten og tilpasses vejrliget. Stykket tættest på indgangen genbruges i byggeriet på den anden side af det nye indgangsparti, hvor der i det nye område etableres et minihavecenter. I selve indgangen får SuperBrugsen større udvalg af gaveartikler, gavekurve og afskårne blomster, og i det hele taget får varerne en bedre præsentation.
 Flaskeautomaten erstattes af en ny, og rykkes længere bagud - også dette område bringes ud i vindfanget.
 - Og så bliver arbejdet i tilgift lettere for flaskedrengene, siger Kenneth som pointerer at indkøbsoplevelsen vil være den samme under ombygningen, der flyttes ikke om inde i butikken.
 Byggeriet er budgetteret til knap 2 mill. kr. Udskiftningen af en flaskeautomat er i prisleje med en mindre familiebil.
 - Om vi har råd til det?, svarer formand for SuperBrugsen Per Bonde på spørgsmålet om prisen.
 - På det spørgsmål plejer jeg at svare, har vi råd til at lade være?
 Både uddeler og formand glæder sig over at det er lokale håndværkere, der igen tager sig af ombygningen af SuperBrugsen Østbirk. Arbejdet har været i udbud og skal udføres af Hansen & Iversen med lokale underleverandører som Entreprenørfirmaet Jens Jørgensen, HJ Valeur og Østbirk Murerforretning.
 Mens ombygningen står på vil SuperBrugsen Østbirk finde nogle gode byggetilbud frem til kunderne:
 - Det bliver lidt mere besværligt at komme ind i butikken, men inde i butikken er alt som det plejer at være, lover Kenneth Jespersen i overskriften på de særlige byggetilbud.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025