Syrisk elev giver sin klasse baghjul



Takket være en hård og vedholdende indsats – og støtte fra en lærer - behersker 15-årige Ahmad Ahmad fra Syrien nu det danske sprog så godt, at han er blevet rollemodel for nogle af sine klassekammerater.
 Ahmad har gået på Langmarkskolen i Horsens, siden han for to år siden kom til Danmark sammen med sine forældre og søskende.
 I starten krævede det i bogstavelig forstand sved og tårer at klare sig igennem skoledagen, fortæller han.
 - Alt var svært, så i starten græd jeg over det. Men Tina (læreren, red.) har hjulpet mig, hver gang jeg har været ked af det. Selvom … i begyndelsen kunne jeg ikke lide hende, fordi hun bad mig om at gøre noget, som jeg ikke kunne. Men hun sagde til mig, at jeg ikke skulle give op, og hun sagde også igen og igen: ”hvis du ikke lærer sproget, kan du ikke blive til noget.”
 De sætninger tog Ahmad til sig. Han satte sig et mål om at lære dansk, og han fik lavet sig et system, der skulle gøre det muligt. Alle gloser og vendinger, han hørte, skrev han ind i et hæfte, og så lavede han sætninger med dem. Hæftet er i dag blevet en slags opslagsbog for ham, som han bruger igen og igen.
 Ud over sproget skulle Ahmad også lære en helt anden kultur at kende. Og ifølge den syriske elev er der stor forskel på syrisk og dansk skolegang. I Syrien skal eleverne for eksempel til eksamen hvert år, og det er et pres. Elevernes forhold til læreren er også anderledes autoritært i Syrien.
 Ifølge Ahmads kontakt- og dansklærer - Tina Novic – har flere tosprogede elever på Langmarkskolen potentialet til at lære dansk, som Ahmad har gjort det, men der skal en god portion stædighed, lyst og drive til at udløse det.
 - Ahmad har klaret at omstille sig på rekordtid. Han er nu udsluset i alle fag og går i skole på lige vilkår med sine danske klassekammerater. Han kan afkode og læse tekster – på et højt niveau i forhold til for eksempel nogle af de tosprogede elever som er født i Danmark - og jeg er ikke i tvivl om, at han med den arbejdsindsats og flid nok skal nå langt.
 Ahmad har da også allerede lagt planer for sit videre liv. Først skal han i 10. klasse, dernæst i gymnasiet, og på sigt er hans ambition indtil videre styret mod en universitetskarriere som cand. scient. pol.

smileyGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025