Udflytninger er den rigtige investering i Danmark



Dagens fremlæggelse af regeringens samlede plan for udflytning af knap 4000 statslige arbejdspladser viser, at planen hænger sammen og holder sig inden for budgettet. Dermed er grundlaget til stede for det første statslige tiltag i mange år, der for alvor kan understøtte vækst og national sammenhængskraft uden for de store byer.  Og det er et vigtigt skridt i den rigtige retning for hele landet, mener næstformand i Danmark på Vippen, Kim Ruberg.

”Det er meget glædeligt, at regeringen har holdt fast i sine planer på trods af de seneste måneders skræmmekampagne. For hele Danmark har hårdt brug for et fornyet fokus på udviklingen uden for de store byer, hvis vi skal bevare vores velstand i fremtiden,” siger han.

Udflytninger er en investering

Ifølge Kim Ruberg er det helt afgørende, at udflytningerne ikke betragtes som en kompensation eller velgørenhed over for de forsømte yderområder, men i stedet bliver starten på en reel vækststrategi for hele landet, der kan gøre os alle sammen rigere.

”Det er jo her, uden for de store byer, at landets reelle velstand produceres, hvor vores eksportvirksomheder og de højproduktive sektorer holder til. Derfor er det også helt afgørende for vores vækst og velstand, at det administrative Danmark er tæt på, og at livet i de områder stadig er attraktivt for højtuddannede med gode idéer og kvalifikationer. Her er tilstedeværelsen af statslige arbejdspladser en nøgle,” siger han.

Derfor kvitterer Kim Ruberg især for ministerens ord om, at udflytningen ikke er en spareøvelse, men i stedet betragtes som en investering, der skal skabe vækst og udvikling i hele landet.

”Det koster selvfølgelig altid noget at lave forandringer og gennemføre reformer. Men med det potentiale, der findes uden for de store byer, skal omkostningerne til udflytningerne betragtes som en langsigtet investering. Afkastet vil vise sig i de kommende år og ikke bare i erhvervslivet, hvor man glæder sig til de dynamiske effekter af at have den ressourcestærke administration tættere på. Også i styrelserne selv vil man komme til at se de positive effekter af lavere huslejer, lavere stedtillæg, færre sygedage og længere anciennitet blandt medarbejderne - altså alle de fordele, som i dag gør, at vores bedste produktions- og eksporterhverv holder til ude i landet i stedet for inde i de dyre bymiljøer,” forklarer næstformanden.

Statslige arbejdspladser er kun begyndelsen

Danmark på Vippen, som har opbakning fra en række kommuner og erhvervsvirksomheder uden for de store byer, udgav sidste år en hvidbog om balancen i Danmark. Her dokumenterede foreningen blandt andet, at fordelingen af statslige arbejdspladser blot er én ud af mange indsatsområder, som politikerne skal arbejde med, hvis landets vækstpotentiale skal forløses. Derfor er det afgørende, at udflytningen af de statslige arbejdspladser bliver til første skridt i en større politisk vision, som fremover vil have fokus på balancen og udviklingen i hele landet, understreger Kim Ruberg.

”De statslige arbejdspladser er helt klart et af redskaberne til at opnå den balance i Danmark, som er nødvendig, hvis vi igen vil kunne måle os med vores naboer i Tyskland, England og Sverige på vækst og rigdom. Men de udgør kun et enkelt aspekt, og der er mange andre områder, der nu skal tages fat på. Derfor har vi hele tiden sagt, at udflytningerne kun skal være et skridt på vejen til et rigere Danmark for all,” siger han.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025