
Ifølge planen skal regeringens landbrugspakke tredjebehandles og efter alt at dømme også vedtages på torsdag. Alternativets natur- og landbrugsordfører Christian Poll mener på baggrund af den seneste tids afsløringer af landbrugspakkens miljøpåvirkning, at tredjebehandlingen af pakken bør udskydes til de kompenserende tiltag, som skulle resultere i, at pakken endte i et grønt plus for miljøet, er faldet på plads.
- Hvis landbrugspakken vedtages, inden kompenserende naturtiltag er faldet på plads, frygter jeg, at naturen kommer til at blive taberen.
- Landbrugspakken er i forvejen blevet hastet igennem og har været præget af tilsidesættelse af ekspertinput, så det vil klæde forligsparterne først at vedtage landbrugspakken, når tillægsforslagene er forhandlet på plads. På den måde får vi et faktisk overblik over, hvilke konsekvenser pakken vil have for naturen, inden bordet fanger.
- Med denne landbrugspakke gør vi landbruget en enorm bjørnetjeneste. Vi ved, at vi også i denne sektor skal i gang med en omstilling for at leve op til vores forpligtelser fra klimaftalen i Paris, og vi ved, at vi gennem vores forpligtelser i EU meget snart bliver pålagt reduktioner i landbruget. Jeg ville ønske, at man i denne pakke havde klare og gennemskuelige planer for, hvordan man reducerer drivhusgasudledningerne for sektoren, der binder parterne allerede i dag. Lige nu sender vi bare aben videre. Det kan ingen være tjent med. Hverken natur, miljø, klima eller landbruget. Vi skal have klarhed over alle disse ting inden pakken skal vedtages i Folketinget.
Christian Poll fremhæver, at det desværre er yderst tvivlsomt, om de frivillige tiltag, som landbrugspakken allerede indeholder, vil føre til den ønskede miljøgevinst.
Sikkert er det derimod, at pakken vil give miljømæssigt underskud i de første år, og det er det, Konservative vil rette op på. Det ønsker støtter Alternativet.
Christian Poll påpeger endelig, at landbrugspakken ikke løser de grundlæggende problemer, som det gældstyngede landbrug står i.