Undervisning på tværs af grænsen



- Jeg skal vide, om prisen er med moms, før jeg kan bogføre udgiften. Spørgsmålet blev stillet på tværs af et summende undervisningslokale på Learnmark Business, hvor omkring 40 danske og tyske elever før vinterferien var i fuld gang med at handle med hinanden.
 Eleverne var inddelt i mindre virksomhedsgrupper, som skulle etablere et fiktivt kontormiljø. Møblerne købte de af hinanden, al kommunikation foregik på engelsk enten via Skype eller mail, og når handlerne var afsluttet, skulle de bogføres.

Fed måde at lære engelsk på
I firemandsgruppen med Christina Nedergaard Hansen, Mathilde Tidemann Nielsen, Ditte Lillie Thagaard og Simone Pærgaard Nielsen er de enige om, at det har været et lærerigt og sjovt projekt.
 - Vi har haft en fornemmelse af, at vi har været en rigtig virksomhed, som skulle komme ud med det bedste resultat – og et regnskab, der stemte. Vi skulle både sælge møbler til de tyske elevvirksomheder og købe møbler af dem. Det var en udfordring at kommunikere med dem på engelsk, men det var superfedt at lære engelsk på denne måde, siger Christina Nedergaard Hansen, mens hendes gruppe nikker samtykkende.
 I handelsprojektet skulle eleverne bruge deres viden fra fagene erhvervsøkonomi, it, afsætning og engelsk. Samtidig var det en god praktisk øvelse i kulturmødet.

Echt Spass
Eleverne Danny Dubau og Soner Gûlergûs fra skolen i Kiel svarede prompte ”Echt Spass,” da de blev spurgt om, hvad de synes om projektet.
 - Det har været virkelig sjovt at arbejde sammen med de danske elever. Vi glemte helt tiden, fordi vi levede os så meget ind i det. Det var lige som om, vi var på forretningsrejse,” fortæller Danny Dubau.

Fremtidigt samarbejde
Skolen i Kiel har flere års erfaring med undervisning på tværs af grænser, og for både de tyske og danske undervisere er der mange perspektiver i et fremtidigt samarbejde på tværs af grænsen.
 - I løbet af projektets fem arbejdsdage har eleverne løst mange forskellige opgaver, det har stresset dem, men det har også været med til at motivere dem. Det er et meget praktisk og virkelighedsnært projekt, hvor de samarbejder i teams, og de mærker, at de bliver bedre til at kommunikere på engelsk. Det er bestemt et projekt, som vi i fremtiden ønsker at samarbejde om, siger Mathijs Broersma, underviser på Learnmark Business.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis her!
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025