
AC Horsens og Vejle Boldklub satte onsdag aften hinanden stævne til denne sæsons sidste lokalbrag. Vejle var presset til at hente sejren for at hænge på i oprykningskampen, mens De Gule kunne spille mere frit efter oprykningen blev sikret i søndags mod Skive. Det blev da også Vejle der trak det længste strå, men AC Horsens var kampen igennem det mest toneangivende hold.
Kampen startede meget lige, og begge hold følte hinanden på tænderne. Første gode mulighed faldt til AC Horsens efter 20 minutters spil, hvor Steffen Kielstrup begik et frispark på Jeppe Mehl lige udenfor feltet. Mathias Nielsen sparkede, men bolden gik få centimeter forbi den en stolpe.
AC Horsens overtog taktstokken i den følgende periode af 1. halvleg, og det gav efter 28 minutter en kæmpechance til Lasse Kryger. Bolden faldt efter par returer ned for fødderne af Kryger, der kanonerede den over Vejle målet.
Vejle virkede i store dele af kampen uden gejst og skabte ikke en eneste mulighed i 1. halvleg. Tættest på var Christian Sivebæk få minutter før pausen, men hans hovedstød gik langt over. Ellers var der langt mellem Vejle snapsene, og derved blev det ved 0-0 ved pausen.
2. halvleg var en lang ørkenvanding uden mange muligheder i nogen af enderne. Man skulle helt hen til det 75. minut før der skete noget. Niclas Dannevang reddede først et forsøg flot til hjørne, men på det efterfølgende hjørnespark, opstod der panik foran De Gules mål, og det endte med, at Thomas Mikkelsen headede gæsterne fra Vejle på 1-0.
Efter Vejles scoring kom der mere gang i kampen i det sidste kvarter. Kjartan Finnbogason var kort efter ved at slippe igennem, men blev stoppet med ureglementerede midler uden dommeren dog fløjtede og få minutter senere havde indskiftede Joseph Mensah et behjertet forsøg, men lige på Fæste.
Vejle forsvaret havde generelt svært ved at holde Finnbogason i kampens afgørende fase. Anders Kure måtte således lave frispark efter 83 minutter og burde have haft sit andet gule kort men slap. På frisparket snittede bolden hovedet på Vejle muren og gik tæt over, men alligevel dømte dommer Lars Skibild målspark i situationen. Generelt havde dagens dommer mange tvivlsomme kendelser til sidst i kampen.
I overtiden var De Gule tæt på at at få udlignet. Først var det en stor chance tæt under mål til Jeppe Mehl, man han fik ikke ram på bolden. Kort efter fik også Aleksandar Stankov en god chance men han fik ikke ordentlig ram på sit hovedstød.
Kampen endte med et 0-1 nederlag til Vejle, men De Gule havde stor ære af kampen trods alt, og var det bedste hold på banen.
Sidste hjemmekamp i denne sæson er søndag den 22. maj, når Silkeborg kommer på besøg.
Kampfakta:
AC Horsens - Vejle Boldklub 0-1 (0-0)
Mål:
76. min. 0-1 Thomas Mikkelsen
Startopstillinger:
AC Horsens:
Niclas Dannevang
Peter Nymann, Mathias Nielsen, Frederik Møller, Mikkel Jespersen
Lasse Kryger, Conor O’Brien, Jonas Gemmer, Jeppe Mehl
Andre Bjerregaard, Kjartan Finnbogason
Vejle Boldklub:
Kristian Fæste
Daniel Norouzi, Anders Kure, Niels Bisp Rasmussen, Viljormur Davidsen
Oliver Thychosen, Steffen Kielstrup, Simon Nagel, Marco Larsen, Christian Sivebæk
Thomas Mikkelsen
Udskiftninger:
AC Horsens:
Conor O’Brien ud, Delphin Tshiembe ind
Lasse Kryger ud, Joseph Mensah ind
Mathias Nielsen ud, Aleksandar Stankov ind
Vejle Boldklub:
Marco Larsen ud, Patrick Rasmussen ind
Christian Sivebæk ud, Casper Bruun ind
Oliver Thychosen ud, Anders Kaagh ind
Advarsler:
AC Horsens:
Frederik Møller, Mikkel Jespersen, Andre Bjerregaard
Vejle Boldklub:
Steffen Kielstrup, Christian Sivebæk, Anders Kure
Man Of The Match:
Mathias Nielsen
Tilskuertal:
3.841 på CASA Arena Horsens