
Suppeaftener for alle for en flad 50’er er blevet en stor succes på Plejecenter Nørrevang ved Horsens.
Til det første arrangement meldte 60 sig på banen mod forventet 40, og så tog rygterne ellers fart.
Til den næste suppeaften – som blev holdt tirsdag den 21. marts - havde 100 tilmeldt sig, og plejehjemmet måtte sige nej til flere. Nu står adskillige på venteliste til det foreløbig sidste arrangement i rækken.
Et enkelt koncept!
Sådan lyder aktivitetsmedarbejder Liz Langfeldts forklaring på den stormende succes, der blandt andet skal aflive fordomme om, hvad et plejehjem rummer.
- Folk mødes et par timer og hygger sig sammen, og så tager de hver til sit. Det appellerer åbenbart både til børnefamilier og til beboere og frivillige i området. Der dukker også bedsteforældre op med deres børnebørn og en del enlige ældre, der betragter suppeaftenerne som en god lejlighed til at komme ud og møde andre. Vi håber, at de vil sætte gang i jungletrommerne, så deres naboer m.fl. kan være med næste gang, siger Liz Langfeldt.
Én af deltagerne, 70-årige Inge Oxhøj, har været med til begge suppeaftener, og hun kommer helt sikkert også til den tredje:
- Det har været fantastisk at se, hvor mange mennesker, der mødte op de første to gange. Både nogle på min egen alder men også et par teenagere og børnefamilier. Jeg kendte ikke så mange men fik hurtigt snakken i gang med nogle af dem, jeg sad i nærheden af. Alt i alt lunede det på flere måder med en gang varm suppe, siger Inge Oxhøj.
Den næste suppeaften på Plejecenter Nørrevang foregår torsdag den 20. april fra kl.17.30 til 19.30.