Vi har en plan



Kurt, Niels og Peter foran området der skal bygges op til Mosstock festivalplads

SDR. VISSING - Sådan lyder det fra Niels, Peter og Kurt, når de går i gang med at bygge Mosstock festivalpladsen op.

Tekst og foto Per Bonde

Vi har samlet set været med til det mere end 100 gange, siger Niels Godrun, festivalens formand. Jeg var faktisk selv initiativtager til festivalen i 1970, og efter en del arrangeren, lykkedes det at få den første Mosstock festival stablet på benene året efter. Det skal indrømmes, at festivalen var noget mere beskeden end det vi står for nu, men i gang kom vi.

Holdningen er den samme

Mosstock er placeret lige ved Gudenåen, kort før den løber ud i Mossø. Der er godt nok løbet meget vand i åen siden dengang, og festivalen har på mange måder ændret sig, men grundlæggende har folkene bag Mosstock ikke ændret holdning. Vi ønsker ikke at kommercialisere festivalen. Vi skal ikke opbygge et stort imperie – vores mål er stadigt at gøre det muligt for talentfulde amatører at få lov at optræde på en professionel scene, uden det koster kassen for publikum, forklarer Niels.

Masser af planlægning

Det synes vi selv, vi lykkes ret godt med, supplerer Peter, som har næstflest år på bagen i Mosstock regi. Udover at vi giver nogle up coming bands en god mulighed for at vise sig frem, er Mosstock også blevet en væsentlig del af vores liv. Vi bruger rigtig mange timer på møder og opfølgning i løbet af året, og når vi kommer hen midt i juli, er vi her på pladsen i døgndrift. Ikke at vi tre meget erfarne er dem, der alene bygger pladsen op, men vi starter her godt en uge før opbygningen for alvor går i gang. Det er os, der ved hvor alting er, så vi sørger for at forberede, så det hele er klar til alle de hænder, der skal bygge op.

Hygge og arbejde

Vi er selvfølgelig også med til at bygge op, siger Kurt. Vi har et rigtig godt miljø her, så vi hygger os, mens vi arbejder. Nu kunne man så tro, at når festivalen går i gang den torsdag den 31. juli, at så har vi fri. Sådan er det bare ikke, for der er altid noget der skal fikses eller ordnes når publikum lukkes ind, så de tre festivaldage er også lange arbejdsdage men stadig lige så hyggelige, nu er der bare musik til arbejdet. Når så musikken er slukket natten til søndag, skal vi have det hele pillet ned og pakket sammen, og her er vi selvfølgelig også med. Det er vi som regel færdige med onsdag efter festivalen, og så må jeg også indrømme, at der trænger jeg til at komme hjem.

Masser af oplevelser for publikum

Igen i år tilbyder Mosstock festival et alsidigt program med talentfulde amatørmusikere fra hele landet, dog flest fra nærområdet. De første toner slås an om eftermiddagen torsdag den 31. juli, og som sidste band går ”Ingvar og Bandet” på scenen lørdag den 2. august til midnat. Vi glæder os til at give publikum en på opleveren, fortæller Niels, og i år har vi ændret lidt på indretningen af pladsen, så vi får styrket den intime stemning, som Mosstock festival også er kendt for. Der skal være fristeder hvor folk kan mødes og hænge ud og finde ro.

Rabat til ældre

Som noget nyt har vi i år indgået aftale med ÆldreSagen om at deres medlemmer kan få 50% rabat på billetterne. Det er naturligvis kun interessant for ÆldreSagens medlemmer udenfor postnumrene 8660, 8680, 8740 og 8762, da borgere med bopæl i disse 4 postnumre ligesom de foregående år har fri adgang til festivalen, fortæller Niels. Man kan læse meget mere om program og alt muligt andet på vores hjemmeside Mosstock.dk

For os tre er Mosstock kulminationen af et års arbejde, og som sagt starter den for os midt i juli, og i år fortsætter den frem til den 6. august. Selvfølgelig er dagene fra den 31. juli til den 2. august højdepunktet, hvor vi sammen med publikum får skabt tre dage med intense musikalske oplevelser og en hel masse fest. Vi glæder os som små børn til juleaften til at byde vores gæster velkomne, slutter Kurt, Peter og Niels.
 

Per Bonde

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025