2.126 kvote 2-ansøgninger til VIA i Horsens



Der var torsdag kl. 12.00 ansøgningsfrist til de videregående uddannelser gennem kvote 2.
 VIA University College har samlet set modtaget i alt 13.915 kvote 2-ansøgninger til sine mere end 40 forskellige uddannelser i Region Midtjylland, hvilket er 4,5% procent færre end i fjor. I Horsens har VIA fået 2.216 ansøgninger – svarende til 8% færre end i 2017. Tilbagegangen er forventelig efter flere års massiv fremgang i antallet af ansøgninger.

Fokus på ingeniører og konstruktører i flot fremgang
Der har fra VIAs side været stort fokus på uddannelsesinstitutionens diplomingeniør-uddannelser. Og der har været flot interesse for de helt nyetablerede dansksprogede ingeniøruddannelser som produktionsingeniør (ni ansøgninger), eksportingeniør (otte ansøgninger) og softwareingeniør (otte ansøgninger).
 VIAs ’klassiske’ ingeniøruddannelser i Horsens som maskiningeniør og bygningsingeniør er gået frem fra henholdsvis 18 til 24 ansøgninger og ni til 18 ansøgninger. Til gengæld har der været tilbagegang på VIAs engelsksprogede ingeniøruddannelser, og det hænger bl.a. sammen at de aktuelle politiske vinde er vendt så færre med udenlandsk baggrund søger mod Danmark.
 Bygningskonstruktøruddannelsen er den uddannelsen, der procentmæssigt har oplevet den største fremgang i Horsens. 93 har søgt ind på uddannelsen sammenlignet med 59 i 2017, hvilket er en fremgang på 58%. Sygeplejerskeuddannelsen er også blandt højdespringerne med en fremgang på 25% på de der har søgt ind på uddannelsen som 1. prioritet. Det er en fremgang som er langt større end landsgennemsnittet.
 Rektor for VIA University College, Harald Mikkelsen, glæder sig over kvote 2-tallene, der nu for tiende år i træk viser en meget stor søgning til blandt andet uddannelserne til lærer, ingeniør, bygningskonstruktør, pædagog, socialrådgiver og sygeplejerske hos VIA.

Understøtter vækst og velfærd i samfundet
- I VIA er vi meget optagede af at understøtte væksten i det private erhvervsliv og at fastholde en høj velfærd i Danmark gennem veluddannet arbejdskraft, så det er vigtigt, at der er stor interesse for både de offentligt- og privatrettede uddannelser, påpeger Harald Mikkelsen.
 Han mener, at søgningen til VIAs uddnanelser vidner om, at mange er tiltrukket af professionsbacheloruddannelserne, som veksler mellem teori og praksis, og som giver mulighed for at sætte aftryk på samfundet.
 - Professionsbacheloruddannelsernes dna er jo, at den teori, de studerende lærer på uddannelsen, skal kunne bruges direkte i job fra dag ét på arbejdspladsen. Derfor er uddannelserne meget målrettede og praksisnære – samtidig med at de gør meget ud af at klæde de studerende på med den seneste forskningsviden, med dannelse og med et innovativt mindset til ’at tænke ud af boksen’, påpeger Harald Mikkelsen.

Kender årets samlede ansøgningstal i juli
VIAs rektor, Harald Mikkelsen, pointerer, at der først er ansøgningsfrist til de videregående uddannelser gennem kvote 1 den 5. juli, og at VIA optager flest studerende gennem kvote 1. Derfor er det først til sommer, at VIA får overblik over årets samlede antal ansøgninger. Men kvote 2-søgningen er erfaringsmæssigt en rettesnor for tendensen i kvote 1-søgningen.
 Ansøgerne gennem både kvote 1 og 2 får besked i deres e-boks lørdag den 28. juli, om de er optaget på en ønsket videregående uddannelse eller ej.
 Harald Mikkelsen forventer igen i år et meget stort antal kvote 1-ansøgere til VIA, så der bliver fyldt op på langt de fleste af VIAs over 40 forskellige uddannelser i Region Midtjylland. VIA forventer i 2018 at optage i alt ca. 6.000 nye studerende
 De unge, der afslutter studentereksamen til sommer, kan først søge ind på uddannelser gennem kvote 1 i juli.

smileyFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025