De 375 dimittender var fra i alt 16 forskellige uddannelser og de fik pæne ord med på vejen af Horsens borgmester Peter Sørensen, der var årets festtaler.
Peter Sørensen startede med at lykønske alle dimittender og glædede sig på deres vegne over, at de nu er færdige med deres uddannelse. Men, huskede Peter Sørensen dimittenderne på, fordi man er færdig med sin uddannelse betyder det ikke, at man er færdig med at lære. Eller at man er færdig med at uddanne sig.
- I skal hele tiden være klar til at lære nyt. For det er jer der skal være med til at skabe forandring i samfundet, det er jer der skal turde at tænke anderledes, sagde Peter Sørensen.
Peter Sørensen sagde i samme åndedrag, at han var imponeret over hvor, dygtige de studerende er og hvor meget viden de tager med sig ud på arbejdsmarkedet. Viden der nu kommer erhvervslivet til gode.
Legater til de ekstraordinært dygtige
Til dimissionen blev der uddelt forskellige legater til studerende, der på den ene eller anden måde havde udmærket sig indenfor deres faglige felt eller som netop havde udfordret deres faglige felter.
Et af legaterne blev uddelt til to internationale studerende, der var startet på Architectural Technology & Construction Management-uddannelsen (den engelsksprogede bygningskonstruktøruddannelse). De to fandt kort inde i uddannelsen ud af, at de gerne ville blive og arbejde i Danmark efter endt uddannelse. Derfor lærte de sig dansk og skiftede i løbet af uddannelsen til den dansksprogede bygningskonstruktør-uddannelse, som de begge afsluttede med et meget fint resultat.Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!