
Benny Mikkelsen. (Privatfoto)
En af Østbirks ildsjæle, Benny Mikkelsen, er død den 14. juli efter et langt sygdomsforløb, 71 år gammel.
Af Jens Glavind, Østbirk Borgerforening
Blandt byens borgere var Benny bedre kendt som "Cykelmikkel" – et navn, han fik hæftet på sig, da han i 1975 åbnede en moderne cykel- og knallertforretning på Storegade 26. Forretningen bød på et hidtil uset udvalg af knallerter, cykler, tricykler og forskelligt udstyr.
Desværre for Benny (og for Østbirk) var det nok en anelse for tidligt med så moderne en cykel- og knallertforretning, men Benny var fremsynet og troede på idéen om en velassorteret butik.
I 1978 lukkede forretningen, men det satte på ingen måde en stopper for Bennys virkelyst. Foreningslivet fik stor glæde af Bennys gåpåmod – særligt Østbirk Borgerforening, hvor han i flere år var formand og ydede en stor indsats, bl.a. i forbindelse med flagalleen, bestyrelsesarbejde og meget andet.
I spidsen for lokalbladet ”8752”
Da lokalbladet 8752 så dagens lys, var Benny en af Borgerforeningens repræsentanter i redaktionen – en opgave han fortsatte med i mange år.
Benny var også aktiv i lokalpolitikken, hvor han gjorde en stor indsats for Borgerlisten For Østbirk & Omegn. Ved valgene var han primus motor i forbindelse med produktion og ophængning af valgplakater.
ABUS og Benny Tours
Efter en årrække som lønmodtager valgte Benny i 1996 at blive selvstændig igen. Han stiftede ABUS Danmark ApS og blev forhandler af ABUS-produkter i Danmark – med base på Industrivej 23 i Østbirk.
Selv om virksomheden krævede meget af Bennys tid, fortsatte han med at engagere sig i forskellige sammenhænge. Benny var skientusiast, og det faldt ham derfor naturligt at arrangere skiture til Østrig under navnet "Benny Tours". Gennem mange år stod han bag særdeles veltilrettelagte skirejser, hvor hygge og socialt samvær var i højsædet – til stor glæde for deltagerne, herunder mange familier.
Sejlsport fyldte meget
Uden for skisæsonen var sejlsport Bennys store fritidsinteresse. Han ærgrede sig over, at han først sent i livet fik øjnene op for sejlads, men det forhindrede ham ikke i at undervise kommende sejlere til duelighedsbevis, og han fik også sin egen båd, som blev flittigt brugt – indtil sygdom satte en stopper for denne aktivitet.
Benny gjorde meget godt for Østbirk og vil i mange år blive husket som en fantastisk kammerat af de mange, der lærte ham at kende – og ikke mindst som en ildsjæl i foreningslivet.
Æret være Bennys minde.
På vegne af Østbirk Borgerforening – Jens Glavind