9 medaljer til tømrernes svendeprøve



Da Learnmark Horsens fredag den 27. marts fejrede 23 nyudlærte tømrersvende var det med 9 medaljemodtagere: 5 af sølv, som er den allerhøjeste udmærkelse, man kan få, og 4 af bronze.

Høj faglighed og godt håndværk
Medaljer er forholdsvis sjældne til svendeprøverne og Henrik Lynggaard Christiansen, uddannelsesleder for tømrerne, betegner det som en enestående begivenhed og et imponerende flot resultat.
 - Det har gennem alle uddannelsens 4 år været et udsædvanligt dygtigt hold, der har løst opgaverne med høj faglighed og godt håndværk. Det glæder mig derfor, at de til svendeprøven har klaret sig så godt. De er gode ambassadører for faget og erhvervsuddannelserne, siger Henrik Lynggaard Christiansen.

Stolte svende
Marcus Braae Andersen og Simon Møller Nygaard har begge fået sølvmedalje til deres svendeprøve, og de er også selv godt tilfredse med deres arbejde.
 - Jeg vil helt sikkert være bekendt at aflevere det, jeg har lavet til svendeprøven, til en kunde, siger Simon Møller Nygaard, mens han banker lidt på spærene. Simon Møller Nygaard er udlært hos AJ Byggeservice A/S i Horsens, hvor han også kan fortsætte som tømrersvend.
 Marcus Braae Andersen, udlært hos A/S Nortvig i Horsens, er også stolt af udfaldet af sin svendeprøve.
 - Vi har haft 37 klokketimer til svendeprøven, og jeg har følt, at jeg har været godt med, selvom jeg har haft travlt. Målene passer, og det ser godt ud, fortæller Marcus Braae Andersen, som også kan blive i virksomheden efter han er udlært.

Ny eksamensform
Det er første gang, tømrere fra Learnmark Horsens er til svendeprøve i den nye projektorienterede eksamensform, hvor de trækker et projekt, som de både skal løse teoretisk og praktisk.
 - Det er en fed eksamensform, fordi den er ligesom vores hverdag, hvor vi fx skal kunne tegne, redegøre for sikkerhed, kvalitetssikring og arbejdsbeskrivelser, fortæller Marcus Braae Andersen.
 For Simon Møller Nygaard har det bedste ved svendeprøven også været den virkelighedsnære opgave.
 - Og så er jeg bare glad for, at man ikke længere skal lave de gammeldags tapsamlinger til svendeprøven. Dem bruger de fleste jo ikke mere. Den nye eksamensform giver en rigtig god sammenhæng mellem praktik, teori og det virkelige liv,” siger han.

Medaljemodtagere til tømrernes svendeprøve på Learnmark Horsens marts 2015

Sølv:
Marcus Braae Andersen, Horsens – A/S Nortvig Horsens, Horsens
Daniel Thorup Knudsen, Stenderup – Dagnæs Glaslager Tømrer/Snedker A/S, Horsens
Simon Møller Nygaard, Horsens – AJ Byggeservice A/S, Horsens
Casper Engsig Nilsson, Odder – Lars Kjær Rasmussen, Odder
Andreas Erritsø Hansen, Horsens – A/S Nortvig Horsens, Horsens

Bronze:
Simon Wille Larsen, Brædstrup – Poul Thomsen Entreprise ApS, Horsens
Nikolaj Scheel Jensen, Brædstrup – Hegermann Huse v/Brian Hegermann, Brædstrup
Søren-Emil de Feuth Borggaard, Odder – Ssg A/S Herlev Center, Herlev
Christian Mundbjerg Jensen, Horsens – T.S. Hansen A/S, Horsens

 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025