
ØSTBIRK - For 10 år siden traf Cecilie og Martin den store beslutning at overtage Shell i Østbirk.
Tekst og foto Per Bonde
For de to unge mennesker var det en stor beslutning, der blev taget med en vis nervøsitet, men det har siden vist sig, at det var den helt rigtige beslutning. Vi har lige siden arbejdet målrettet på at udvikle vores forretning, fortæller Martin.

Martin og værkstedet
Jeg har mest med værkstedet at gøre, og her har vi nu et rigtig godt team, hvor vi får serviceret vores kunder, og hvor vi samtidig har mulighed for at tage uddannelse og kurser, så vi hele tiden har de nødvendige certificeringer. I øjeblikket er der en voldsom vækst i antallet af elbiler, og vi har valgt at tage de nødvendige certificeringer, så vores kunder trygt kan aflevere deres elbil til servicering hos os.
Der er mange myter om elbiler, og en af dem er, at det er vigtigt, de bliver certificeret på mærkeværkstederne. Det er en myte. Med de kurser og uddannelser vi har taget, kan vi gøre det lige så godt og i mange tilfælde bedre end mærkeværkstederne og i hvert fald til helt andre priser.
Min drøm er, at vi kan blive ved med at udvikle vores forretning, og at der stadig om mange år sælges brændstof her på Vestbirkvej, og at jeg stadig indimellem kan få lov til at rode med en rigtig bil, der brummer og dufter af benzin eller diesel, slutter Martin.

Cecilie og butikken
Der står en kvinde bag alt, og det gør der også på Shell i Østbirk. Cecilie er den blæksprutte, der får tingene til at hænge sammen. Udover at hun har ansvaret for butikken, er det også hende, der tager sig af alt omkring personale, indkøb, bogføring og administration, tager telefonen, og sørger for der bliver sendt regninger.
Jeg har en utrolig spændende hverdag, siger Cecilie. Vi er et stærkt hold her på matriklen, hvor vi alle kender hinanden rigtig godt, så vores medarbejderes glæder er også mine, og ligeledes deres sorger. Vi er som en familie på den gode måde. Jeg synes, vi er gode til at tage hensyn til hinanden, og vi inddrager også de pårørende, når vi har mulighed for det.
Vi er en lokal forretning i Østbirk, og derfor støtter vi lokalt. Jeg glæder mig hver dag over alle de lokale der kommer i vores forretning og værksted, og vigtigst af alt - de kommer igen. Det viser, at vi har gang i noget rigtigt.
Vi har rigtig mange trofaste kunder – du kan bare se dig rundt, vi havde slet ikke regnet med at så mange ville dukke op til vores jubilæum, fortæller Cecilie. Den samme historie fortæller gavebordet, der med fordel kunne have været noget større.
Hvis jeg skal prøve at drømme lidt, går mine ønsker især på at udvikle vores mad-del. Vi vil gerne udvide vores koncept, til også at omfatte ”mad ud af huset” via online bestillinger. Vi har faciliteterne til, at vi kan levere alle dagens måltider. Det er en styrke, og den vil jeg meget gerne udvikle. Nu bliver jeg nok nødt til at tage mig af vores gæster, sluttede Cecilie.

Vrimmel af gratulanter
Det havde hun ret i. Det vrimlede ind med gæster, både kunder og leverandører, men også tidligere medarbejdere og den tidligere indehaver. Der var opstillet en kæmpe pølsevogn med frit valg på alle hylder, og der var kage i flere afskygninger, det hele selvfølgelig suppleret med hvad man kunne ønske sig af drikkevarer.
Bedømt på antallet af gæster, er der ingen tvivl om, at Martin og Cecilie har skabt sig en plads i Østbirk borgernes hjerter.
Stort tillykke med dagen.
