Årets Ildsjæl syer gratis huer til kræftramte



Mick Kjær fra Go’on overrækker titlen og 25.000 kr. til Rikke Christensen fra Holbæk.

147 kandidater var blevet indstillet til Årets Ildsjæl 2018 i Go’on’s landsdækkende konkurrence. Ved en onlineafstemning på støtdelokale.nu afgav folk fra alle dele af Danmark deres stemmer til den kandidat, som de syntes skulle vinde titlen. I alt var 36.588 inde for at afgive en stemme.

Det er første gang i de tre år, at konkurrencen har kørt, at så mange mennesker er blevet nomineret, og at så mange har været inde for at stemme.

”Hos Go’on har vi valgt at give prisen som Årets Ildsjæl 2018 til Rikke Christensen. Hun har det seneste år sendt over 700 huer til sygehuse i hele landet, som de kan dele ud til kræftpatienter. Den indsats fortjener i den grad titlen som Årets Ildsjæl 2018, og det er hele 7.178 andre også enige i, så mange har nemlig været inde at stemme på Rikke Christensen på støtdelokale.nu,” fortæller Mick Kjær, adm.dir. hos Go’on.

Også huer i fremtiden
Præmien på de 25.000 kr. har Rikke Christensen valgt at bruge på sit projekt, så endnu flere kræftramte i fremtiden kan få gratis huer.

”Det kom meget bag på mig, at jeg vandt. Præmien betyder, at projektet er sikret, og jeg kan fortsætte med at sy huer til kræftramte over hele landet. Der er flere sygehuse, som er løbet tør, og de rykker mig for flere huer,” fortæller Rikke Christensen. Hun tilføjer, at hun for kort tid siden var inviteret til et arrangement for kræftramte børn på Rigshospitalet i København, og her blev hun for alvor bekræftet i, at behovet for fine huer er til stede.

”Jeg oplevede en glæde og varme blandt børnene, selvom de var syge. Det var en dag, hvor børnene bare nød at være børn, og det er bl.a. det, som driver mig. Hvis jeg kan være med til at skabe bare en lille smule glæde hos dem, så gør jeg gerne det. En hue koster nemt 300 kroner, og hvis man skal have flere huer, så man kan skifte, så løber det hurtigt op, derfor skaber vores gratis huer glæde,” understreger Rikke Christensen.
Hun samarbejder med ca. 10 personer rundt i Danmark, som hjælper med at sy huerne.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025