
Jagten på lokale statister er gået ind, og alle over 16 år er i kikkerten til Det Kongelige Teaters opsætning af Kong Arthur, som spiller i Aarhus til sommer. Foto: Det Kongelige Teater.
Det Kongelige Teater har netop løftet sløret for rollelisten til sommerens store opsætning af Kong Arthur, der skal spilles i landskabet omkring Moesgaard Museum i Aarhus. Men der er stadig behov for statister, og i samarbejde med VisitAarhus rækker landets nationalscene nu hånden ud til frivillige i lokalområdet med mod på at spille med i et dramatisk univers af riddere, drager og dronninger.
Frivillighedsprogrammet ReThinkers under VisitAarhus har fået ansvar for rekrutteringen af i alt 90 frivillige statister, der blandt andet skal udfylde roller som godtfolk og gymnaster, korsangere og kæmpere.
”Aarhus er i den helt unikke situation, at byen har sit eget frivillighedsprogram med over tusinde frivillige borgere, der året rundt bidrager til en tårnhøj gæsteservice og til at holde byens kulturelle gryde i kog. Opgavelisten spænder vidt – nogle dage byder vi krydstogtgæster velkommen i havnen, andre gange spiller vi kongeligt teater. Vi glæder os til endnu engang at engagere os i en fortryllende forestilling i hjemlige rammer,” siger frivillighedschef i VisitAarhus, Ulla Svenningsen Lund.
Det er anden gang, Det Kongelige Teater kaster anker i Aarhus, og det er anden gang, at teateret teamer op med ReThinkers. I 2017 blev opsætningen af Røde Orm en dundrende succes, og når Det Kongelige Teater næste år vender tilbage, kommer ReThinkers igen til at spille en betydningsfuld rolle. Udover statister hjælper de frivillige eksempelvis også til med praktiske opgaver i forbindelse med afviklingen af sommerens mange teaterforestillinger om den legendariske leder.
Den stigende internationale interesse for Aarhus førte for tre år siden til oprettelsen af frivillighedsprogrammet ReThinkers, der først og fremmest skulle håndtere det stigende gæstetryk frem mod og under 2017, hvor Aarhus var Europæisk Kulturhovedstad. Men det aarhusianske væksteventyr er fortsat ind i 2018 – og det samme er ReThinkers. I dag tæller frivillighedsprogrammet knap 1.500 frivillige, der med brede smil, farvestrålende t-shirts og ”ASK ME”-badgets byder byens gæster velkommen og assisterer ved events og kulturelle begivenheder.
Det britiske ridderdrama har premiere den 22. maj 2019 og skal derefter spille foran 3.500 gæster hver aften i seks uger. Rekrutteringen er allerede i gang på VisitAarhus’ hjemmeside: visitaarhus.dk hvor der også kan hentes info om casting og informationsmøder. Rygtet lyder, at alle over 16 år er velkomne til at melde sig til castingen, der kommer til at finde sted i december.