- Du skal selv yde en indsats og får (næsten) det hele forærende, siger Per Bonde, der er blandt arrangørerne af den populære dag ved Vestbirksøerne.
Lørdag den 15. august åbner aktivitetsdagen for 7. gang for alle med legelysten i behold, og der er masser at prøve kræfter med.
Det der i 2009 var en aktivitetsdag med 6 ”forlystelser”, er i år blevet til langt over 20 forskellige aktiviteter, og igen i år er der kommet nye til. Fælles for alle aktiviteter er, at intet af det foregår online. Det hele er baseret på, at deltagerne selv yder en indsats for at få en oplevelse ud af det. Ligeledes er det fælles for alle aktiviteter, at det er gratis at deltage for alle både store og små.
- I år er der udvidet en del, så flere aktiviteter kommer til at foregå på campingpladsen på den anden side af åen. Heldigvis har spejderne igen i år lovet at bygge en færge, der kan fragte deltagerne frem og tilbage. Tempoet bestemmer man selv, for færgen er hånddreven og derfor afhængig af, at nogen lægger kræfter i, siger Per Bonde.
Aktivitetsdagen lørdag den 15. august varer fra kl. 10 -16.
- I kan sagtens bruge en hel dag hvis I skal prøve det hele, og hvis I bliver sultne eller tørstige, er der råd for det også og til rimelige priser. 1 stk. pølse med brød, som du selv skal varme, til 10 kr. og ½ liter sodavand 10 kr., så ingen bliver flået.
Vi må desværre også meddele at aktivitetsdagen lukker den 15. august kl. 16, så sidste og eneste chance for at deltage er lørdag den 15. august fra kl. 10-16, slutter Per Bonde om dagen som også er på Facebook, aktivitetsdag ved Vestbirksøerne.
Aktivitetsdagen er et nonprofit arrangement, det har til formål at åbne deltagernes øjne for de mange muligheder, der er for at benytte den skønne natur i og omkring Vestbirksøerne. Dagens arrangeres i respekt for fauna og flora i området, og det er arrangørernes håb at deltagerne vil udvise den samme respekt og benytte aktiviteterne i denne ånd. Et eventuelt overskud vil blive brugt til at gøre fremtidige aktivitetsdage endnu bedre. Aktivitetsdagen arrangeres af Vestbirk Kano- og Fritidslaug i samarbejde med DGI Sydøstjylland.