LEDER - Når lokalavisen ikke længere dumper i postkassen, men i stedet må hentes rundt omkring i kommunen, sker der noget med rytmen. Men betyder det så også, at det hele er ved at slutte? Nej. Det betyder bare, at avisen – og fællesskabet – har fået nye ben at gå på.
Af Jørn Kildall
Når du læser dette, sidder jeg (forhåbentlig) med en kold iste i hånden og sand mellem tæerne. Ferien har banket på, og jeg har åbnet døren med et smil – og lukket døren til hverdagen bag mig. Bare for en stund. Avisen holder dog ikke ferie. Den kører videre på sit nye spor, og det er netop dét, jeg gerne vil skrive lidt om.
Et svært valg – og et bevidst ét
For 2025 har været noget af en tur, og vi er kun halvvejs. Vi har givet avisen et nyt navn, vinket farvel til den faste husstandsomdeling og bedt jer – vores læsere – om en tjeneste: at hente avisen selv, på et af de cirka 30 steder rundt i kommunen. Det er ikke småting. For vi ved det jo godt: Når avisen ikke længere ligger i postkassen onsdag morgen, så føles det for nogen som et lille tab.
Og det gør det også for os.
Vi ved, det rammer skævt
Men vi stod ved en skillevej. Enten lod vi avisen dø stille og anonymt – eller også tog vi et skridt, som vi vidste ville kræve noget af både os og jer. Vi valgte livet. Vi valgte avisen. Vi valgte jer.
Ja, det rammer skævt. Specielt de ældste læsere, som måske ikke færdes hjemmevant på nettet. Og det er noget, der nager. For lokalaviserne er jo ikke kun information – de er fællesskab, naboskab, og for mange: et lille ugentligt besøg fra nogen, der ved, hvad der rører sig på vejen, i foreningen eller til byfesten.
Men vi må følge med – også på nettet
Samtidig må vi være dér, hvor folk er. Og folk – og annoncer – er flyttet. Til nettet. Til mobilen. Til platforme, der knap nok eksisterede, da avisen blev født. Og nu – langt om længe – må vi følge efter. Med en ny hjemmeside. En ny strategi. Og en god portion stædighed.
Den trykte avis er ikke død. Den ændrer bare karakter
Er den trykte avis så færdig? Nej. Ikke så længe vi har kræfter – og læsere – til at holde den i live. Den bliver måske sjældnere med tiden. Men måske bliver den også mere særlig. En luksus. En god kop kaffe med ekstra skum. En nybagt bolle søndag morgen. En trykt avis, der emmer af tid og nærvær. Måske bliver den som en ædelsten. Sjælden. Og smuk.
Et sommerblik i bakspejlet
Så mens jeg går en tur i bare tæer og ser solen gå ned bag horisonten, tænker jeg på det hele – og på jer. For uden jer, var der ingen avis. Og med jer, er der håb. Også selvom det nogle gange kræver, at man finder sin lokalavis mellem mælk og rugbrød i brugsen.
God sommer. Vi ses i uge 30.
Med varme hilsner,
Jørn Kildall
