
Ledige skal fremover have mulighed for at erstatte dagpengene med en to-årig iværksætterydelse, der udgør 80 procent af dagpengesatsen. I stedet for at skulle søge job, får den ledige så mulighed for at starte sin egen virksomhed. Det foreslår Alternativet.
Forslaget førstebehandles i Folketinget i dag fredag sammen med to andre forslag fra partiets iværksætterpakke, der sigter mod at styrke iværksætterkulturen i Danmark.
- Vi ved, at de ledige har masser af talenter, som bare venter på at blive brugt. Vi vil gerne give dem mulighed for at prøve deres evner af, hvis de går med en iværksætter i maven, siger Rasmus Nordqvist, der er politisk ordfører og iværksætterordfører for Alternativet.
Den to-årige iværksætterydelse er lavere end dagpengesatsen for at frigive midler til rådgivning, sparring og mentorforløb til de, der vil modtage ydelsen, og for at sikre, at kun særligt motiverede vælger ydelsen.
- Der er et påtrængende behov for, at Danmark bliver langt mere entreprenant. Vi har brug for flere iværksættere, der kan finde nye løsninger på de udfordringer, vi står over for. Hvis det 21. århundrede skal blive iværksætternes århundrede, skal vi turde satse mere – og derfor gælder det blandt andet om at investere i og tro på de, der er ledige. Det gør vi med denne iværksætterydelse, siger Rasmus Nordqvist.
Forslaget om iværksætterydelsen førstebehandles sammen med to forslag fra Alternativet, der også skal styrke iværksætterkulturen.
Det drejer sig om et forslag om at oprette et internationalt iværksætterprogram med to tilhørende internationale iværksætterhuse med plads til 200 iværksættere hver. Alternativet foreslår i den forbindelse, at der årligt udloves 100 arbejds- og opholdstilladelser til lovende internationale iværksættere, som hver får 250.000 i startkapital til at skubbe deres iværksætterprojekt i gang.
Det trejde forslag om iværksætteri fra Alternativet, der førstebehandles i dag, går på at oprette et center for socialøkonomisk iværksætteri, virksomhed og vækst.
- Vi ønsker med disse forslag at sætte endnu mere gang i Danmarks iværksættermiljø. International sparring er guld værd og det er også vigtigt, at vi styrker det socialøkonomiske iværksætteri, så vi får nogle flere virksomheder, der giver sorte tal på alle bundlinjer, ikke blot den økonomiske. Det er afgørende for vores samfund, siger Rasmus Nordqvist.