Mandag aften i Brædstrup Sprogcafé: Rundt om bordet udveksles historier, grin og nye ord, mens kaffe og samtaler flyder frit. Her mødes folk fra hele verden – og fra nabobyen – for at øve dansk og lære hinanden at kende.
BRÆDSTRUP - Mandag aften i Brædstrup. Duften af kaffe, stille latter og små nik rundt om bordet. Det ligner måske bare en hyggelig snakkeklub – men det er Sprogcaféen. Et sted hvor sprog bliver en vej til noget større.
Af Jørn Kildall
"Hej, jeg hedder Thomas..."
– Hej, jeg hedder Thomas og kommer oprindeligt fra Tyskland. Jeg har boet i Danmark i to år, siger han og kigger rundt.
Ved siden af nikker en kvinde og siger med et lille grin: – Jeg hedder Julija. Jeg kommer fra Ukraine. Jeg bor i Østbirk – og... jeg øver stadig at sige det rigtigt.
– Det gør du godt, lyder det hurtigt fra Henning, der er født i Norge, men har boet i Danmark siden han var fem år. – Jeg har selv kæmpet med udtalen. Især rødgrød med fløde, tilføjer han med et skævt smil.
Rundt om bordet breder der sig latter. Isen er brudt. Det er den hver mandag aften klokken 19, når Sprogcaféen samles i Brædstrup Sognehus. Et miks af nydanskere, lokale ildsjæle, sprognørder og folk, der bare godt kan lide at tale med nogen, der ikke nødvendigvis ligner dem selv.
Hvor mange ord for onkel?
– I Danmark er det bare onkel og tante, ikke? Men i mit sprog... der har vi mange. For mors bror, for fars søster, og om de er ældre eller yngre, forklarer en kvinde, mens hun tegner en lille familie på et stykke papir.
– Og hvad med hr. og fru? spørger Thomas. – I Tyskland bruger vi det stadig meget. Her siger alle bare hinandens fornavn... selv til lægen!
Snakken flyder. Nogle kæmper med grammatik, andre vil bare gerne forstå post fra kommunen uden at få ondt i maven. Og alle har noget at bidrage med – også dem, der har boet i Brædstrup hele deres liv.
– Jeg vidste ikke, at man havde så mange titler i Ukraine, siger en ældre frivillig, mens hun bladrer i en ordbog. – Man lærer noget nyt hver gang.
En sang – og lidt ordkludder
Klokken nærmer sig 21. Der bliver slået op i Højskolesangbogen. Nogle synger med det samme. Andre mumler lidt – og en enkelt griner midt i andet vers: – Hvad betyder “mildt klædt i gyldne dråber”? spørger han og kigger rundt.
– Det er vist noget med regn... eller sol... eller digt, svarer en med et træk på skuldrene.
Det bliver ikke helt opklaret. Men det gør ikke noget. Der bliver sunget, snakket og spurgt videre. Og netop det – at kunne spørge frit, uden at føle sig forkert – er måske det fineste, sprogcaféen giver.
Man må godt bare dukke op
Sprogcaféen har kørt i knap to år. Og det ser ikke ud til, den mister tempoet foreløbig. Hver uge dukker der nogen op, som aldrig har været der før. De får kaffe, et smil og en stol ved bordet.
Der er ingen test. Ingen facitliste. Bare mennesker, der prøver at forstå hinanden lidt bedre.
Skulle du selv have lyst, så kig forbi mandag kl. 19 i Brædstrup Sognehus. Eller læs lidt mere på www.brædstrupsprogcafe.dk
