Alle grunde revet væk i Anne Cathrines Have



En lille ændring af udstykningen af Anne Cathrines Have tæt på Horsens’ centrum gav straks pote, og de otte grunde, som var sat salg i første etape, blev solgt på rekordtid.
 Interesserede købere kunne byde på grundene indtil fredag i sidste uge, og mandag formiddag var der meldt udsolgt – i flere tilfælde med salgspriser langt over udbudsprisen på knap en million kr.
 Det betyder, at Horsens Kommune øjeblikkeligt er gået i gang med at byggemodne etape to, så de sidste otte grunde i udstykningen kan være klar til salg umiddelbart efter sommerferien i år.
 Horsens Kommune overtog 1. januar 2006 det tidligere kolonihaveområde, Andreas Flensborgs Minde, øst for Overgade. Kommunen udarbejdede herefter en lokalplan for udstykningen, som fik navnet Anne Cathrines Have.
 Planen var blandt andet at sælge 25 relativt små byggegrunde på den attraktive plet i Horsens by. Det lykkedes dog aldrig at få gang i salget, og derfor blev det sidste år besluttet at udarbejde en ny lokalplan, der gav mulighed for større grunde og færre begrænsninger i husenes placering og udseende.
 Der er dog fortsat krav om, at husene skal have kubistiske former med flade eller svagt hældende tage, og der er fortsat mulighed for at etablere tagterrasser i op til ni meters højde og dermed udnytte udsigten over fjord og by optimalt.
 - Det er helt forrygende, at vi har fået alle grundene i første etape solgt så hurtigt, og derfor har vi straks sat gang i byggemodningen af andet etape, så vi kan få de eftertragtede varer på hylden. Vi sælger rigtig mange byggegrunde i Horsens Kommune fra både kommunale og private udstykninger, og vi skal hele tiden være på stikkerne for at følge med den store efterspørgsel. I 2014 solgte vi tæt på 140 grunde, og der er virkelig gang i salget her i starten af 2015, siger borgmester Peter Sørensen.
 Han tilføjer, at der er flere årsager til, at udstykningen Anne Cathrines Have pludselig er blevet så populær.
 - Det er klart, at den forholdsvis lille ændring af lokalplanen, så eksempelvis grundene blev større, har spillet en rolle, men tiderne er også blevet gunstigere for køberne med den ekstremt lave rente, siger Peter Sørensen.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025