
Kim Bildsøe Lassen og Ask Rostrup er værter ved aftenens debat Foto: Bjarne Bergius Hermansen
I går blev demokrati og ytringsfrihed angrebet i Paris, da redaktionen på satirebladet Charlie Hebdo blev udsat for et koldblodigt terrorangreb.
Angrebet har chokeret og forfærdet ikke kun alle franskmænd, men mennesker i hele verden.
Mange spørgsmål rejser sig: Er vores ytringsfrihed truet? Hvordan er vi kommet hertil? Og hvad gør vi nu? Skal vi slå hårdere ned på anti-demokratiske kræfter? Skal vi føre krig og indføre nødretslove? Eller er det netop vores hårde linje, der skaber grobund for terrorismen? Og hvordan bekæmper vi i det hele taget terror uden at gå på kompromis med vores grundlæggende værdier om ytringsfrihed, demokrati og respekt for det enkelte menneskes frihed og rettigheder?
Fælles samtale
"I kølvandet på de første reaktioner og den umiddelbare harme og fordømmelse ovenpå angrebet onsdag i Paris, vil vi gerne samle de danske partiledere til en fælles debat om, hvad terrortruslen betyder for vores samfund, og hvordan undgår vi, at frygten ender med at ødelægge vores demokrati. Det er DRs opgave at være mødested, når vi har brug for en fælles samtale i Danmark, og det har vi nu. Hvilket land vil vi have? Hvordan vil vi leve?" siger Naja Nielsen, der er TV-chef i DR Nyheder.
Programmet sendes klokken 21.50 på DR1 og erstatter 'Bag Borgen'.