Apotekergården bliver fyldt med Chicago-blues



Rå, levende og intens blues – med direkte linje til rødderne i Chicago.
 Sådan er Franck White & the Groovers, som går på scenen i Apotekergården på lørdag den 1. august. Igen er det Blueskartellet, der inviterer til et par festlige timer i byens hyggeligste baggård – og formand Carsten Mellson glæder sig til kvartettens besøg:
 - Vi får igen kræs for alle blues-elskere. Franck White and the Groovers har det dybe groove fra halvtredsernes Chicago, og jeg forventer en medrivende musikalsk oplevelse, siger han.
 Franck White, der i front synger og spiller mundharpe, har levet med og for the blues i årevis; bl.a. via et ophold i staterne for godt 10 år siden, hvor han nåede at spille sammen med flere af Chicagos store navne. Nu har han så slået følge med guitarist Kasper ”Lefty” Vegeberg, der har masser af erfaring på den danske bluesscene og bl.a. har spillet sammen med James Harman.
 - Vi vil følge i vore heltes fodspor og gøre som John Lee Hooker, Little Walter, BB King og Buddy Guy gjorde – nemlig tage generationens populære sange og skabe noget nyt med dem i den autentiske lyd fra dengang, siger bandet selv.
 Ud over Franck White, der de seneste tre år i øvrigt har været konferencier på Bluesfestivalen i Horsens, og Kasper ”Lefty” Vegeberg består the Groovers af Dave Stevens (bas) og Mathias Rindom (trommer), som begge har masser af blues med i bagagen fra bl.a. navne som Mike Andersen, Otis Grand og West Weston.
 Carsten Mellson forventer endnu en velbesøgt og hyggelig eftermiddag i Apotekergården.
- Der er tradition for en fantastisk stemning hver gang – det bliver afslappet og med stærke personligheder på scenen, så vi tror på, at baggården kommer til at summe af liv og smil igen på lørdag, siger formanden.
 Koncerten i Apotekergården begynder kl. 12 og som altid er der gratis adgang – og samtidig mulighed for en kold fadøl, et godt glas vin, en varm pølse og en siddeplads ved bordet.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025