
Hans Christian Schmidt, medlem af Folketinget for Venstre, har som formand for landdistriktsudvalget arbejdet intenst for blandt andet udvikling af landdistrikterne og for at skabe bedre muligheder for både landbruget og andre virksomheder,
”Forudsætningen for at skabe bedre velfærd, bedre sundhedsvæsen, bedre ældrepleje, bedre skoler og bedre kvalitet på de sociale områder i det hele taget er altså, at vi får vækst i Danmark. Vi skal simpelthen sørge for, at både vores landbrug og alle andre virksomheder, får vilkår, der svarer til dem der er i vores nabolande. Det kan jo ikke være rigtigt at vi ødelægger vores egen konkurrenceevne indefra, ved at overimplementere f.eks. EU-lovgivning eller andre love og regler” forklarer han og fortsætter,
”Vi skal også give både private og erhvervslivet bedre muligheder for at låne til henholdsvis bolig og til udvikling og udvidelse af virksomheder. Hvis vi ikke sørger for ordenlige muligheder også i yderområder og landdistrikter, så er der ingen der flytter hertil – eller skaber job her. Og det er altså nye arbejdspladser og fastholdelse af dem der allerede er her, der er helt afgørende for udviklingen”, forklarer Hans Christian Schmidt.
Han bakkes op af borgmester i Haderslev H. P. Geil.
”Fremgangen i Danmark skal komme hele landet til gavn. Det er ikke godt nok, hvis væksten kun rammer de store byer. Jeg ved at Venstre vil sikre udvikling i hele Danmark – også her i region Syddanmark. I Haderslev nyder vi heldigvis godt af, at have vores eget folketingsmedlem Hans Christians Schmidt, der i den grad sætter handling bag ordene, når han siger noget. Han har igennem de seneste 4 år kæmpet udtrætteligt for landdistrikternes udvikling og han ved jo præcis, hvad der sker her – og hvad der er behov for”, siger H. P. Geil.
Satte statslige arbejdspladser på dagsordnen
Udflytning af statslige arbejdspladser fra København er også blevet et varmt emne i valgkampen. Og det var faktisk Hans Christian Schmidt, der fik det sat på dagsordnen allerede da valgkampen blev blæst i gang.
”Der er ingen diskussion om, at det selvfølgelig vil give udvikling og flere arbejdspladser, der hvor en styrelse placeres. Derfor har det været en fornøjelse at høre, hvordan debatten om statslige arbejdspladser har spredt sig til hele landet i valgkampen. Jeg tog initiativ til en underskriftsindsamling allerede lige da valgkampen begyndte – og det glæder mig at den går rigtig godt. I dag har vi i alt 43 statslige styrelser i Danmark. Heraf ligger de 36 i København. Den fordeling skal vi selvfølgelig se på. Jeg kender ikke et eneste argument for, hvorfor det ikke er en god ide”, forklarer Hans Christian Schmidt.
For borgmesteren er det ingen overraskelse, at den dagsorden Hans Christian Schmidt har sat, har bredt sig.
”Jeg blev ikke overrasket, da jeg hørte at også Lars Løkke nu taler om vigtigheden af udflytningen af statslige arbejdspladser. Hans Christian Schmidt har en gennemslagskraft – og der bliver lyttet til det han siger”, forklarer H. P. Geil afsluttende.