
Alternativers reformforslag af finanssektoren skal mindske bankernes finansspekulation, så energien i stedet bruges på den reelle økonomi. Centralt for Alternativets reform-tanker står ideen om at indføre det såkaldte ’100 pct. reserve banking’-system, der siden partiprogrammets vedtagelse i maj 2014 har været en del af Alternativets finanspolitik.
”Jeg har fra begyndelsen set et stort potentiale i ’100 pct. reserve banking’, og jeg finder det interessant, at fx Island – der jo blev særlig hårdt ramt af finanssektorens nedsmeltning i 2008 – er i fuld gang med at undersøge mulighedene for at indføre systemet. Problemerne er de samme i Island, som her og i hele den vestlige verden: Bankerne fokuserer for ensidigt på spekulation og hurtig gevinst, hvilket betyder at alt for få midler går til den reelle, jobskabende økonomi. Og det tror jeg, at borgere, der fx har forsøgt at låne til fx iværksætteri, vil kunne nikke genkende til,” siger Josephine Fock og fortsætter:
”Vi er nødt til at tænke på, hvordan søren vi kan reformere bank og finanssektoren, så den understøtter den reelle økonomi og den bæredygtige omstilling af Danmark.”
I dag går ca. 90 pct. af alle bankudlån til den spekulative økonomi, hvilket gør det tiltagende svært for almindelige virksomheder at låne penge – især når det kommer til produktionsvirksomheder samt de virksomheder og iværksættere, der arbejder på at skabe nye sociale og miljørigtige løsninger.
Problemet forværres af, at det i dag de facto er de private banker, der skaber pengene. Ud over de 5 pct. af den samlede pengemængde, der udgøres af mønter og sedler, bliver 95 pct. af vores penge skabt gennem bankernes udlån til, hvem de nu har lyst til at yde lån. Og det er altså primært til spekulationsvirksomhed.
”Det vigtige for mig er, at finanssektoren bidrager til mere lighed og flere arbejdspladser i den reelle økonomi, og skal de mål nås, bliver vi som samfund nødt til at tackle begge problemer: Favoriseringen af den spekulative økonomi samt bank og finanssektorens næstenmonopol på pengeskabelsen. Det gør ’100 pct. reserve banking’-systemet, og derfor har det fra begyndelsen været en central del af vores finanspolitik,” siger Josephine Fock, finansordfører for Alternativet.
Systemet er blevet anbefalet af flere af verdens førende økonomer, fx Irving Fisher, James Tobin, Milton Friedman, og ideen opstod i 1930' erne. Den er for nylig blevet aktuel igen med et konkret moderne forslag fra to førende økonomer fra Valutafonden Jaromir Benes og Michael Kumhof.
Udover at undersøge mulighederne for at omlægge til ’100 pct. reserve’-banking, vil Alternativet arbejde for indførelsen af differentieret skattepolitik, som beskatter spekulationsgevinster mere og samtidig opfordrer til investeringer i den reelle økonomi med en lavere skat på gevinsterne herfra.