Besparelser. Busruter i Horsens-området



Det kan ikke undgå at berøre én dybt, at administrationen i Region Midtjylland har sendt et forslag ud, der betyder lukning eller betydelig reduktion af en række busruter. Der er tale om en kraftig reduktion af busservicen i regionen. 35 mio. kroner skal der tilsyneladende spares.
 En lang række ruter berøres af forslaget. I Horsens Kommune er en af de mest iøjnefaldende besparelser, at rute 110, Horsens-Brædstrup-Silkeborg, nedlægges. Der bliver dog tale om, at en lynbus får udvidet sit kørselsområde, så der bliver hurtige forbindelser mellem Silkeborg og Horsens morgen og eftermiddag. Men lynbusser vil kun have ganske få stoppesteder undervejs.
 Hvis administrationens forslag gennemføres, mister Brædstrup helt sin betydning som trafikknudepunkt. Kollektiv trafik til og fra Brædstrup er vel også vigtig for de regionale institutioner, Livstilscentret og Gudenå Hospice. 
 En anden alvorlig besparelse er nedlæggelsen af rute 104, Horsens-Juelsminde via Snaptun. Snaptun vil være uden busforbindelse. Her er der et par efterskoler, der kommer i klemme samt færgeforbindelserne til Hjarnø og Endelave, der i fremtiden stort set udelukkende vil komme til at transportere folk, der er selvkørende! Juelsminde er betjent af rute 105, skriver regionens administration i forslaget. Jo, men den kører over Hornsyld, så der er langt fra Glud og Snaptun til kollektiv transport ad landevejen!
 Nogle af busforbindelserne, der berøres, vil få en enkelt morgentur og to eftermiddagsture af hensyn til uddannelsessøgende. Men ellers er der tale om en massakre på den kollektive trafik, der betjener landdistrikterne. Og det strider mod den almindelige strategi, der går ud på, at kollektiv trafik er vigtig for erhvervsudvikling, for arbejdskraftens pendling og som bindeled mellem by og land.
 Region Midtjylland har bidraget til de offentlige busruters succes. På landsplan er busruternes passagertal steget med 6,3 % siden 2007. Planerne om reduktion eller nedlæggelse af busruter er et alvorligt afbræk i en ellers positiv udvikling.
 Jeg anerkender, at Region Midtjylland naturligvis skal sørge for, at udgifter og indtægter hænger sammen. Og regionen har kun de økonomiske midler, der er aftalt ved møder, hvor finansministeren sidder ved bordenden. Men jeg opfordrer til, at alle muligheder for at skåne de offentlige busruter for de alvorlige besparelser, der er lagt op til, overvejes alvorligt.
 De busruter, der berøres, løser kommunale opgaver, ikke regionale, er der blevet sagt. Det er korrekt, at kommunerne også har opgaver med kollektiv trafik inden for egne områder. Og det er svært at sætte grænsen mellem regionens og kommunernes ansvar for busdriften. Parterne – regionen og kommunerne – må tale med hinanden, og borgerne bør inddrages. Der er tradition for, at selv mindre ændringer i busdriften kommer i høring i offentligheden. På den baggrund finder jeg det utænkeligt, at de foreslåede drastiske ændringer bliver afgjort bag lukkede døre! 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025