
Kommer affaldet til at lugte? Den bekymring gav nogle af boligforeningerne udtryk for på et informationsmøde om det nye affaldssystem, som kommunen havde inviteret til. 14. dages tømning har dog fungeret tidligere i Horsens Kommune uden problemer.
Bestil tid til en snak om affald!
Det tilbud har 80 repræsentanter for byens bolig- og ejerforeninger fået på to informationsmøder, som Horsens Kommune har holdt om det nye affaldssystem.
Ordningen bliver en realitet fra september 2015.
Affaldssystemet indebærer, at borgerne får nye affaldsbeholdere og skal sortere mere af deres affald. Beholderne vil blive tømt hver 14. dag.
- Vi vil gerne hjælpe med, at boligforeningerne finder den bedst mulige affaldsløsning. Derfor tilbyder vi at tage en individuel snak med hver enkelt boligforening om, hvilke beholdere de skal vælge, placeringen af dem m.m. På informationsmøderne gav nogle af boligforeningerne udtryk for, at tidsfristen er lige lovlig kort med hensyn til at vælge og gøre sig klar til det nye affaldssystem, men generelt er folk meget positive, fortæller Jane Stubberup, Affald og Trafik.
På mødet fortalte hun tilhørerne, at indførelsen af det nye affaldssystem ikke er noget, der udspringer fra Horsens Kommune.
Regeringen har fastsat et mål om, at 50 % af alt husholdningsaffald genanvendes inden 2022. Horsens Kommune har besluttet, at målet skal nås inden 2018. I dag genanvendes 18 % af husholdningsaffaldet i Horsens Kommune.
I midten af marts vil borgere, virksomheder og boligselskaber i Horsens Kommune modtage et informationsbrev om valg af nye beholdere til det nye affaldssystem.
Undtaget er Horsens Midtby, som der vil blive taget særskilt hånd om – igen for at sikre borgerne den bedst mulige løsning, siger Jane Stubberup.
Boligforeninger, ejerforeninger og lignende skal senest 10. april 2015 vælge affaldsbeholdere.
Horsens Kommune indfører nyt affaldssystem 28. september 2015
Dagrenovation skal fremover sorteres i fire typer:
Restaffald, Madaffald, Papir og karton og Metal-, plast- og glasemballage.
Affaldet hentes hver 14. dag.
Borgerne kan selv vælge beholder til rest- og madaffald.
Affaldet tømmes i opdelte rum i renovationsbilen.
Kommunen bestemmer størrelsen på beholdere til papir- og emballageaffald.