
Hovedgård Svømmehal er vigtig for idrætslivet i byen. Jeg er vokset op i Hovedgård og har gået til svømning siden barndommen. Senere blev jeg hjælpetræner i svømning, og er i dag så heldig at undervise 50 børn, der troligt kommer hver torsdag. Mange af disse børn kommer ikke fra Hovedgård, men rundt omkring fra andre byer. Nogle kommer sågar helt fra Egebjerg for at blive bedre svømmere.
Hver svømmetime forbedrer deres kunnen i vand, og skaber en tryghed for elementet. Det er tydeligt at svømning er vigtigt for dem, da de efter hver undervisning giver en high-five og siger tak for i dag.
De selv samme børn vil ikke have denne mulighed, hvis politikerer i Horsens Kommune beslutter at rive både det inden- og udendørs svømmebassin i Hovedgård ned.
Det frivillige foreningsliv betyder meget for den danske kultur, og er uundværligt i de mindre byer, hvor ressourcerne er få. Der skal fokuseres mere på de mindre samfund i samfundet.
Hvis man tager en tur til Hovedgård, eller andre mindre byer, en mandag formiddag, vil det se dødt ud og uden megen aktivitet, men prøv at have 18 unger til svømning! Dette sætter skub i tingene og er ligesom et stort lad fyrværkeri fyldt med energi, farve og krudt.
Hovedgård Svømmehal er vigtig. Der er ingen grund til at rive noget ned, som rigtig mange mennesker værtsætter og bruger. Bevar Hovedgård Friluftsbad og Svømmehal!