
Den nye forening til bevarelse af Vestbirksøerne, er stiftet for at synliggøre, at vi er mange som ønsker at bevare alle søerne og Vestbirk Vandkraftværk. Bredvad sø, som står for skud, har bragt kanofolk og andre passerende store naturoplevelser gennem snart 100 år. Søen og dæmning udgør en lille perle, afsondret fra trafikerede veje og beboelse til forskel fra de to øvrige søer i sø systemet. Vi er mange, som er glade for søen!
Hans E. Nielsen har ganske ret i, at forsyningen af el fra Vestbirk Vandkraftværk ikke er afgørende for vores samfund. Men vandkraftværket har eksisteret i snart 100 år, været med til at danne grundlag for etableringen af lokale industri i området og er et af de sidste producerende vandkraftværker i Danmark. Vestbirk Vandkraftværk kan ikke længere bevare den betydningsfulde kulturarv uden en bæredygtig drift. Det vil svare til at gå i zoologisk have for at se en udstoppet elefant. Vestbirksøerne og Vestbirk Vandkraftværk bidrager med en kulturhistorie, samt rekreative og landskabsmæssige værdier, som jeg og Foreningen til bevarelse af Vestbirksøerne ønsker at værne om og bevare.
Der skal selvfølgelig tages hensyn til fiskene. Men fisketællinger nedstrøms Vestbirksøerne viser, at der kommer mange fisk via faunapassagen ved Bredvad sø og fiskepassagen ved Vandkraftværket.
Fjerner man dæmningerne i Vestbirksøerne, vil der være den samme næringsstofbelastning. Dog vil en større del ledes videre i Gudenåen og Mossø. Der er bestemt problemer ved i området. Blandt andet er søerne ikke blevet vedligeholdt i årevis. Og da vi ønsker Bredvad sø bevaret, er det nødvendigt at sikre et velfungerende sandfang i søen.
Partnerskabet, Hans E. Nielsen nævner, og som foreningen også har repræsentanter i, er ikke beslutningstagere i processen. Partnerskabet har mest af alt til ansvar at skabe bedre adgang for lokale og turister til det naturskønne område og de kulturelle tilbud. Men partnerskabet er selvfølgelig en af de kanaler foreningen vil anvende for at få indflydelse på processen.
Angående lovgivningen indeholder den en række undtagelsesbestemmelser, blandt andet for at beskytte væsentlige kulturhistoriske interesser. Lovgivningen alene kan altså ikke retfærdiggøre at der træffes sådanne beslutninger uden at alle interesser og synspunkter bliver hørt, også dem der findes i Foreningen til bevarelse af Vestbirksøerne.