Billetsalget starter til Sangkraftværk 31. maj



- Vi gentager ikke succesen – vi fornyer den. Der skal ske noget nyt i den smukke turbinehal, og det gør vi ved at gå tilbage til rødderne, siger Per Bonde, en af arrangørerne af koncerten ”Højskolesangbogen i nye klæder” på Vestbirk Vandkraftværk den 31. maj.
 - Højskolebogen kom til verden i Vestbirk i 1896, og har i alle årene været en vigtig bestanddel af den danske folkesjæl. Vi fra de erfarne årgange kender sangene og melodierne og sætter pris på dem, men siger de dagens unge noget?, spørger Per Bonde.
 - Det måtte testes. Vi gav elever og lærere på Vestbirk Musikefterskole en udfordring. Vælg nogle sange i Højskolesangbogen og giv dem ny tøj på, uden at de fuldstændig mister genkendeligheden, og fremfør dem på kraftværket den 31. maj.
 Den kendte venstrehånds guitarist Jacob Riis Olsen fra Gnags bliver den kunstneriske muse, der vil bistå i processen med at skabe nye arrangementer af sangene og øse af sin store erfaring fra en lang karriere.
 - Rygterne går, at det bliver rigtig godt. Så godt, at vi har valgt, at der bliver 2 koncerter af omkring en times varighed, så der i alt bliver mulighed for, at 200 mennesker kan få en musikalsk oplevelse af høj karat i nogle usædvanlige omgivelser, hvor det også er planen at inddrage lokalet og maskinerne i koncerterne.
 Der bliver en koncert kl. 11 og den gentages kl. 14. Den tid der er mellem koncerterne bruges til Picnic.
 Vestbirk Kano og Fritidslaug og Østbirk Borgerforening er sammen om arrangementet, og har igen i år fået Superbrugsen Østbirk til at lave en Picnic-pose, der kan tilfredsstille selv den sarteste gane. Indholdet i posen er lakse timbale, røget mørbrad, pastasalat, pølse, patê, frisk frugt og ost, samt friskbagt brød. Hertil en flaske rød- eller hvidvin, glas, bestik, servietter og en rød- og hvidternet dug til at gøre det lidt festligt.
 - Picnic indtages i kraftværkets smukke omgivelser, med Gudenåens brusende vand i baggrunden, med isfugle, vandstære, oddere og meget andet spændende natur. Når man sidder der, er det svært at tro, at det var her, det danske industrisamfund blev skabt, men det er ikke desto mindre tilfældet. Vi arbejder på at få Allan Leth Frandsen, der har skrevet en bog om Gudenåen og Vestbirk kraftværk, til at komme og give et foredrag om det sted, koncert og picnic finder sted. Allan er museumsinspektør i den gamle by og opvokset i Vestbirk og sikkert god for nogle anekdoter om stedet, siger Per Bonde.
 Med andre ord er det et sandt overflødighedshorn af indtryk, der er lagt op til. Gamle sange i ny men genkendelig forklædning, lækker mad og drikke - alt nydt i de smukke omgivelser ved Vestbirk Vandkraftværk og Gudenåen.
 Programmet for søndag den 31. maj bliver således med første koncert kl. 11 og anden koncert kl. 14. Derimellem udleveres picnickurve kl. 12.00.
 Prisen for koncert er 50 kr. pr. person og en picnicpose for 2 kan erhverves for 150 kr.
 Afhængig af vejret vil der være opsat telte, borde og stole, men medbring selv tæpper hvis vejret er i det hjørne, siger arrangørerne.
 Billetter kan købes hos Østbirk Avis Østjydsk Avis, Storegade 14, Østbirk til den 22. maj eller til udsolgt.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025