
Thomas Blachman vil bevise, at man kan skabe sprudlende, iderige elever gennem undervisning i kreativitet. Han har kun 12 dage fordelt på 6 uger til at nå igennem til eleverne, hvis eksperimentet skal lykkes.
Er det danske uddannelsessystem gearet til at generere en ny generation, der går ud i verden med idérigdom? Nej, lyder svaret fra Thomas Blachman, der i programmet ’Blachman på skemaet’ afprøver sin vision om at styrke det kreative potentiale og identiteten hos børn og unge allerede i folkeskolen.
Han vil bevise, at man kan skabe sprudlende, idérige elever gennem undervisning i kreativitet. At det giver bonus at opfordre skoleelever i 1. - 9. klasse til at tænke stort – bare to timer om ugen. Hvor der ikke er fokus på målbare resultater og karakterer, men på kreative og menneskelige processer, der giver børn og unge selvindsigt og styrker deres tro på at turde at tænke anderledes. Hvor skoletræthed og tanker om at følge undervisning for lærernes fremfor deres egen skyld erstattes af ægte interesse og motivation for læring.
DRs redaktør Sofia Fromberg siger:
- I en tid hvor flere og flere unge går ned med stress, angst og præstationsræs, fordi de forsøger at passe ind og leve op til samfundets krav, rammer Thomas Blachman med sin vision og sit eksperiment i programserien ned i et væsentligt samfundsanliggende. Projektet handler om øget kreativitet i folkeskolen, og stiller samtidig spørgsmålstegn ved måden, vi håndterer individets udvikling på. Ønsker vi at have fokus på at skabe robotter, der kan kopiere mennesket - eller ønsker vi samtidig at skabe den bedste grobund for, at hvert enkelt ungt menneske kan udvikle sit potentiale optimalt; fordi de ved, hvem de selv er, og tror på deres egne evner - og derigennem kan gøre gavn for samfundet? Dét vil vi gerne være med til at skabe opmærksomhed om og sætte de danske værdier og visioner omkring uddannelsen af vores børn og unge til debat.
Blachman udfordres
12 dage fordelt over seks uger har Thomas Blachman til at gennemføre sit eksperiment om at lade de to ugentlige folkeskoletimer ’understøttende undervisning’ erstatte af sit selvopfundne fag 'I.D.faget'. Blachman underviser selv i sin teori, der skal vække de unges kreative hjerner og få dem til at udvikle konkrete ideer. Da han møder sine 21 elever fra 8. klasse på Frydenhøjskolen i Hvidovre, udfordres han imidlertid af elevernes idéløshed og manglende lyst til at byde ind. De har simpelthen svært ved at forstå, hvad han siger og vil. Men der er flere små sejre og øjenåbnere undervejs; ny selvtillid spirer frem blandt de unge, og det lykkes at få idéprocessen på skinner. Spørgsmålet er, om eleverne når at udfærdige originale ideer, som de kan præsentere foran en gruppe af Danmarks førende iværksættere og kreative hjerner? Og om Blachmans egen vision om det idégenererende og identitetsskabende fag viser sig bæredygtige.
Thomas Blachman fortæller:
- Jeg har i årevis sagt, at jeg er det fag, der mangler i folkeskolen. Nu har jeg prøvet denne vanvittige tanke af med det her program, hvor jeg har været ude i felten og bevist, at der er et kæmpebehov, og at det nytter at gøre noget. For det står meget værre til, end jeg frygtede. Hvis ikke vi gør noget NU, bliver dette lille land løbet over ende. Hvad skal vi leve af? Hvad skal vi leve for? Det handler om at udvikle mennesker, så vi får det bedste frem i alle. Vi kan ikke klare os med den kreative klasse - de få med medfødt selvtillid. Vi er alle en del af en stor kreativ masse - alle skal lære at få ideer, tro på dem og realisere dem, så vi kan bygge et samfund på så stort et idé-grundlag som overhovedet muligt. Og dette starter i folkeskolen.
’Blachman på skemaet’ sendes 17. og 24. april klokken 20.45 på DR1.
Bag om eksperimentet
Metoden, der anvendes i undervisningen af eleverne, bygger på Blachmans tanker kombineret med elementer fra materiale, som forskerne Søren Hansen og Christian Byrge fra AAU har udarbejdet til forskellige niveauer af uddannelse indenfor kreativitet.
Frydenhøjskolen i Hvidovre er udvalgt som en gennemsnitlig dansk folkeskole, hvad angår faglighed i forhold til socio-økonomiske faktorer. For bedst at kunne illustrere problemstillingen er 8. klassetrin udvalgt; de fokuserer endnu ikke meget på eksamen, er ude over den første pubertet og kan reflektere på det niveau, som eksperimentet kræver. Forskning viser, at elever mister deres kreative evner fra 0. klasse og opefter. I 8. klasse oplever mange elever, at de har svært ved at få idéer og sætte sig selv i gang og har generelt en manglende lyst til at angribe ukendte opgaver. Andre elever fokuserer på resultater og karakterer og overser værdien i processen.
Indsatsen i ’Blachman på skemaet’ består af et seks ugers forløb med undervisningsmoduler á to dage med Thomas Blachman samt parallelle undervisningsforløb med elevernes lærere, der i de dage, hvor Thomas Blachman ikke har undervist, har lavet kreative håndværksøvelser udviklet af Søren Hansen og Christian Byrge en time dagligt.