Blues fra Texas på KulisseLageret



Guitaristernes fagtidsskrift ”Guitar Player” skrev engang, at hvis man lod blues, soul og rock udgøre en trekant, ville Hamilton Loomis befinde sig i midten af den. Det er ret præcist formuleret, for guitar-esset Loomis er lidt af det hele.
 På fredag gæster han atter KulisseLageret, og det er faktisk tredje gang, det sker. De to første gange vakte han forståelig begejstring blandt bluespublikummet, fordi både guitarspil og sangstil er personligt, blødt og lækkert. Der er en god portion soul i hans tilgang til bluesmusikken, selvom han kommer fra Texas, der blandt andet har fostret bluesrock-legender som Stevie Ray Vaughan og Albert Collins. Men den 42-årige Loomis’ udtryk er en anelse mere varieret, hvilket fint høres på det nye album ”Basics”, der både byder på den Vaughan-prægede bluesrocker ”Sugar Baby” og den langt mere soulede ”Breaking Down”. ”Funky Little Brother” er – som navnet antyder – rendyrket funk a la George Duke. Hamilton Loomis har da også saxofonisten Fabian Hernandez med i bandet, så der komme noget blæs på de mere soul- og funkprægede numre.
 Koncerten begynder klokken 22.00, og dørene åbnes én time før. Entréen er 130 kroner i forsalg, mens du må slippe 20 kroner mere, hvis billetten købes i døren. Medlemmer af Blueskartellet slipper som altid lidt billigere.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025