
I uge 24 løber mænds sundhedsuge, Men’s Health Week, af stablen over hele landet.
I den forbindelse har Sund By taget initiativ til at afprøve konceptet Fars Fede Foreningsdag i Horsens Kommune.
Denne dag kan børn i 4 udvalgte og forskellige foreninger invitere deres far/bonusfar eller en anden mand med til sport.
Ideen bag Fars Fede Foreningsdag
Fars Fede Foreningsdag er en dag, der kombinerer bevægelse, fællesskab og relationer på tværs af generationer. Dagen bidrager til, at voksne og børn får kendskab til hinandens eller nye sportsaktiviteter, fastholdes i eller tiltrækkes til at dyrke motion og mærker glæden ved at være en del af et fællesskab.
- Vi ønsker at afprøve Fars Fede Foreningsdag og har derfor inviteret nogle få foreninger for at afprøve konceptet. Vi glæder os til at høre foreningernes erfaringer med dagen, siger Helle Kraglund, sundhedsfremmekonsulent, Sund By.
Sund By har lavet aftale med følgende foreninger: Horsens KFUM Håndbold,BUF Horsens, Brædstrup Tennisklub og Gymnastikforeningen Gedved.
Et nyt koncept
Fars Fede Foreningsdag blev første gang afholdt i 2017 i Svendborg Kommune i forbindelse med Men’s Health Week det år. Konceptet er udviklet af DGI Fyn, Bevæg dig for livet og Forum for Mænds Sundhed. Erfaringerne fra Svendborg Kommune er positive:
- Der var generelt rigtig fin feedback på dagen fra de medvirkende foreninger, og som en træner fra en af de deltagende foreninger meget præcist sagde om dagen. Vi synes, at det skaber et sjovt sammenspil og det er en god twist, at det kun er fædrene, der må være med. Derfor ser vi frem til igen i år at kunne være med til at brede konceptet ud til nye foreninger, fortæller sekretariatsleder i Forum for Mænds Sundhed, Mie Møller Nielsen.
Hvorfor er GFG - Gymnastikforeningen Gedved med?
- Vi vil som forening rigtig gerne bakke op om nye initiativer, der skaber nye mulighed for aktivitet. Vi synes ideen om en aktiv dag for far og børn er nytænkende og vi som forening glæder os meget til at se en masse fædre lave yoga og crossgym med deres børn i Gedved den 16. juni fra kl 10-12, fortæller bestyrelsesmedlem i GFG Wanja Høj Sørensen. Det er to af foreningens erfarne instruktører Sten Møller og Susanne Kyndesen, der skal guide alle fædre og børn igennem aktiviteter, sved, grin og hygge i de to timer eventet varer. Foreningen håber på stor opbakning til dette gratis arrangement. GFG har en lang stribe af hold for store og små i efterårs- og vintersæsonen, men har også sommerhold, så man kan holde sig i form året rundt. Man kan altid holde sig orienteret på foreningens facebookside eller hjemmeside.