Af Maia Sejersen, Kommunikationsork
Foto: Kevin Welk
- Det kan godt være svært at overvinde sig selv og møde op til noget nyt og ukendt, når man ikke rigtig ved, hvordan det foregår. Vi vil gerne give store som små muligheden for at finde ud af, om rollespil er noget for dem. Derfor holder vi et særligt spil lørdag den 15. august, som er gratis og åbent for nye interesserede, fortæller Helena Märcher fra Vitar Horsens Rollespilslaug.
Foreningen tager en masse latexvåben, udklædning og ansigtsmaling med til udlån, så nye interesserede hurtigt kan forvandles til orker, troldmænd, seere, handelsfolk, krigere eller en hvilken som helst anden figur, de måtte have lyst til at være.
En aktivitet for både forældre og børn
- Vi ved, at rollespil for mange fremstår som en underlig fritidsbeskæftigelse med børn og voksne der klæder sig ud og leger, men det er herresjovt, man får frisk luft og motion ved at bevæge sig rundt i skoven en hel dag, og så er det faktisk en af de få aktiviteter, som forældre kan dyrke sammen med deres børn, hvis de har lyst, forklarer Helena.
Spillet finder sted den tredje lørdag hver måned i Hansted Skov og foregår i en Warhammer-fantasy inspireret verden med guder, krigere, adelige og magiske væsner, der strides med hinanden som en del af et større magtspil.
Rollespil er som livet – fuld af svære valg
De overordnede rammer er det eneste, som ligger fast. Det styrer GM’erne (Game Mastere), som altid er til stede og synlige under spillet. Resten er op til spillerne.
- Rollespil er ikke et aftalt skuespil. Det kan bedst sammenlignes med teatersport, hvor handlingen afhænger af spillernes valg og handlinger. Hvis krofatter kalder mig for en ”uduelig klatmelon”, så skal jeg overveje om min figur er sådan en, der bliver vred og slår på tæven, om hun slår en latter op og dunker ham kammeratligt i ryggen - eller om hun i stedet undskylder og hælder malurt i hans mjød, når han kigger væk. Sådan er livet og rollespillet fuld af svære valg. Det er bare mere underholdende i rollespil, griner hun.
Krofatter klarer tørst og trøst
Lørdag den 15. august indbyder Vitar nye interesserede til at møde op ved søen på Skovvej i Hansted kl. 9.30. Her får alle en kort men grundig introduktion til spillet. Nye spillere får en vejleder, som hjælper med at få skabt en god rolle, finde passende udklædning og får de nye spillere godt i gang i selve spillet.
Helena og resten af Vitar Rollespilslaug håber, at mange nye vil tage i mod tilbuddet, som er gratis – medmindre man ønsker at spise i spillets kro. Det koster 30 kr., men madpakker er også tilladt.
- Vi har altid en krofatter- eller mutter med, som huserer i spillets kro. Her kan man altid gå hen, hvis man bliver træt, sulten eller ked af det. Vi er generelt meget opmærksomme på, at alle får en god oplevelse, selv når der udkæmpes drabelige slag, eller der opstår højlydte skænderier om penge, ære eller forræderi, forsikrer Helena.
Spillet i Hansted Skov er for deltagere i alderen 10 år og opefter, men mindre børn kan godt deltage, hvis det er sammen med en voksen.
Spørgsmål om Vitar, spillet og deltagelse kan stilles til Helena Märcher på telefon 42 34 42 64 eller på mail helenamarcher@gmail.com.
Vitar Horsens Rollespilslaug
Vitar Horsens Rollespilslaug blev stiftet 3. oktober 2006, efter Komediehuset i Horsens havde afholdt det første store rollespil i byen. Foreningen har til huse i lokalerne på Nordrevej 14 i Horsens, hvorfra der afholdes klubaftener med bl.a. Pen & Paper (rollespil med terninger) og tabletop (rollespil med små figurer) og klubaftner med samvær og hygge, hvor der diskuteres karakterer, strategi og øves kampteknik. Lejlighedsvist holder foreningen weekendarrangementer, hvor der fremstilles tøj, våben og rekvisitter. Vitars medlemmer er i alderen 10 til 52 år.
Læs mere på www.vitarhorsens.dk