BoligJobOrdningen bliver genindført



BoligJobOrdningen har vist sit værd. Den har i følge Dansk Byggeri skabt 5.000 arbejdspladser. Hele 1.200 af dem er blevet skabt her i Region Midtjylland. Vores region er dermed den region, hvor der er blevet skabt næstflest arbejdspladser som følge af BoligJobordningen. Men dermed også den region der har næstmest at tabe på regeringens afskaffelse af ordningen. På landsplan har ordningen skabt 400 praktikpladser. Til glæde for de mange unge på vores erhvervsuddannelser. Samtidig har den reduceret omfanget af sort arbejde.

Derfor ønsker Venstre BoligJobOrdningen genindført, hvis Venstre får regeringsmagten efter det kommende valg. Og BoligJobOrdningen vil blive gennemført med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2015.

Danmark har brug for vækst. Uden vækst, ingen fremtidig velfærd som vi kender den i dag. Regeringen har lagt den populære ordning i graven. Venstre ønsker at genoplive den.

BoligJobOrdningen har gjort danskernes hverdag lettere. Den travle børnefamilie kan få mere tid sammen ved at kunne købe sig til hjælp og aflastning med f.eks. rengøring og børnepasning. Pensionister i eget hus har kunnet få hjælp til f.eks. havearbejde og rengøring, og rigtig mange danskere har fået energirenoveret deres bolig, fået malet eller moderniseret køkken eller badeværelse. Ikke kun ejere men også lejere har kunnet gøre brug af ordningen. Og Venstre har tidligere fået udvidet BoligJob-ordningen til også at omfatte sommerhuse og fritidshuse. Det betyder noget for udkantsområderne. Det er altså en bred og anerkendt ordning, der er til at forstå og til at administrere. Ordningen giver omsætning, jobs og en god praktisk hjælp i dagligdagen. Også her i Horsens Kommune, hvor intet mindre end 22.409 personer har gjort brug af ordningen fra 2011-2013. Det viser en opgørelse fra Skatteministeriet. Opgørelsen viser også, at flere og flere over årene har gjort brug af ordningen. 

Den håndsrækning til borgerne i Horsens har regeringen nu trukket tilbage.

Især de små og mellemstore virksomheder har haft gavn af BoligJobOrdningen. Det er dem, der er med til at holde hjulene igang og butikken Danmark kørende. Det er også en af grundene til, at Venstre i regering vil genindføre BoligJobordningen. Vi ønsker at sikre danske arbejdspladser og give dansk erhvervsliv de bedst mulige vilkår. BoligJobOrdningen er et af midlerne hertil.

Ved at sige det lige ud nu, håber Venstre også at kunne være med til at fjerne den usikkerhed, der måtte være hos virksomhederne og brugerne af ordningen. Får Venstre regeringsmagten efter det kommende folketingsvalg, vender ordningen tilbage i sin velkendte form med et fradrag på 15.000 kroner for hver voksen i husstanden.

 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025