Nytårskur i Østbirk



Det var en veloplagt Kurt Hansen, formand for Østbirk Borgerforening, der kunne byde velkommen til en udsolgt nytårkur mandag aften i Festsalen på Birkebo.
 Her berettede formanden om et ganske højt aktivitetsniveau i den 110 år gamle forening, som med formandens ord gerne vil bringe smil på læben hos borgerne i Østbirk og Omegn.
 Og det har Østbirk Borgerforening været medvirkende til i stor stil i året, der er gået. Både som ”fødselshjælper” og sammen med andre, som formanden udtrykte det. For nogle gange skal gode initiativer blot hjælpes lidt på vej, så bliver de fuldført af engagerede lokale kræfter, nævnte formanden og viste billeder fra både den genopståede Birkefest, messe i Østbirkhallen, men også succesfulde fællesarrangementer med Vestbirk Kano- og Fritidslaug; Koncert med lunch på Vestbirk Vandkraftværk, tur i Fyel med Morten DD og ikke mindst foreningens egne årlige begivenheder omkring sankt hans og fugleskydning. Julearrangementet i Østbirk Præstegård og sidste års kur var de sidste overskrifter på et aktivt år, hvor Borgerforeningen også var med til at fylde Østbirkhallen til foredrag med håndboldspilleren Lars Christiansen.
 Et år der også havde været spændende og udfordrende omkring bæredygtighed og den nye helhedsplan, som Borgerforeningen har sat store og flotte aftryk på.
 Traditionen tro bød nytårskuren på fællesspisning og underholdning. Der blev serveret koteletter efterfulgt af kaffe, og Vestbirk Friskoles 8. årgang var special guest-stars. Årgangen havde takket ”ja” til forespørgslen om at lave deres bud på et nytårsshow. De lokale nyheder med Lone Buhl Pedersen, Truller Lilmöes, Else Thomsen m.fl. var klippet sammen til et nytårsindslag og blev præsenteret af eleverne, der havde brugt udfordringen i undervisningen.
 Efter kaffen henrykkede Heitmann & Købmand med 2 kolde fra kassen. Ja, faktisk blev det til en del mere end 2 velsmurte numre på guitarerne fra Mogens og Bent, der krydrede sættet med indbyrdes sarkastisk humor som en helt igennem dejlig afslutning på et særdels vellykket arrangement.
 - Nu bliver det spændende, hvad vi finder på til næste år, sluttede Kurt Hansen aftenen, hvor det ganske tydeligt fremgik at formanden var mindst lige så spændt som de øvrige i salen på hvad næste års nytårskur bringer.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025