Britas flair for sundhedsfremme



Brita Aagaard siger nu farvel som leder af Sundhedscenter Ceres. Utroligt spændende betegner hun selv sit arbejdsliv. Foto: Horsens Kommune/Per Algreen.

Det er sundt at spille golf. Det giver masser af frisk luft og motion!
 Måske er det ikke helt tilfældigt, at golf er noget af det første, sundhedscenterleder Brita Aagaard nævner, når man spørger hende om, hvad i alverden hun nu vil lave, når hun går på pension.
 Golf – eller motion – kan fremme sundhed i mere end én forstand, og lige præcis dét begreb - sundhedsfremme - har været en markant rød tråd i Britas virke, siden hun i 1989 blev ansat som ældreleder for den nordlige del af kommunen. Det var dengang, distrikterne var opdelt efter geografi, og der var fem af slagsen.

Med til det meste
Vi er kravlet helt op på kvisten på sundhedscenterlederens kontor i Ceres Centret, hvor Brita - stadig veloplagt efter et par timers snak – også gerne lige vil have med, at hun i tidens løb har været involveret i rigtig mange ombygninger af plejecentre.
 Og ja. Der ér meget, der skal vendes. Brita har været med til det meste i ældreplejen i Horsens Kommune og sået mangen et bæredygtigt frø. Masser af tiltag, som vi i dag kalder innovative, har ligget på hendes bord og altid med det samme grundlæggende formål for øje: at gøre borgerne så selvhjulpne som muligt.
 Men vi starter nu alligevel et lidt andet sted.
 Brita kommer oprindelig fra Skærbæk ved Fredericia men har boet i Horsens i 40 år. Hun er uddannet sygeplejerske og har tidligere arbejdet på Horsens og Skanderborg Sygehus. Da sygehuset blev nedlagt, fik hun job som viceforstander og derefter konstitueret chefsygeplejerske på Kolding Sygehus. Erfaringer fra begge arbejdspladser skubbede hende videre til jobbet i Horsens Kommune.
 Og bag det hele har der i alle årene ligget en stor interesse for ledelse.

Udfordringer undervejs
Det bliver for indviklet at gøre rede for de mange organisationsændringer indenfor ældreområdet, som Brita har været igennem i årenes løb. Men nævnes kan det, at selvom der har været udfordringer undervejs i forbindelse med omlægningerne, er strukturen nu – og det job hun forlader som tværgående leder af demensområdet for hele kommunen og det ledelsesmæssige ansvar for funktionsområdet på Sundhedscenter Ceres – på vej i den rigtige retning.
 Udfordringen nu kan imidlertid være at få tingene til at hænge sammen på tværs. Til gengæld skulle der gerne blive mere sammenhængskraft i indsatsen til borgerne. Og når man samler tingene, som det er sket i Horsens Kommune, styrker man fagligheden, mener hun.
 Fagligheden – og dét at have et stærkt fokus på medarbejdernes indsats i ældreplejen – har fyldt meget i sundhedscenterlederens arbejdsliv.
 - Mit udgangspunkt som leder har altid været, at mine medarbejdere ikke bare har været ansat for at tjene deres løn. De har skullet yde noget, fortæller Brita, der ret hurtigt efter sin ansættelse indførte et provokerende spørgsmål, som medarbejderne skulle stille sig selv hver dag efter fyraften: ”hvor mange mennesker har jeg hjulpet til hjælpeløshed i dag?”

”I skal selv”
Og så er vi fremme ved begrebet sundhedsfremme, der i dag betragtes som en selvfølgelighed rundt om på sundhedscentrene. Men vejen dertil har ikke været helt ukompliceret, husker Brita.
 -Tidligere følte de ansatte sig anerkendte, når de var søde og hjælpsomme, og det var svært for dem at skulle sige til de ældre ”I skal selv”. I dag oplever jeg at medarbejderne føler sig anerkendte for deres faglige indsats, når de kan se, at borgerne bliver mindre afhængige af hjælp. Nu er der respekt om sundhedsfremmetænkningen, så jeg tør da godt at sige, at vi er lykkedes med den, siger Brita og tilføjer, at Horsens Kommune jo generelt set har haft førertrøjen på inden for dette felt.
 Kommunen var en af de første i landet, der tilmeldte sig Sund By og WHO, og det har været med til at løfte rigtig meget. Også på demensområdet, hvor kreative måder at løse kommunikation og praktiske opgaver på – for eksempel når demente ældre skal have børstet tænder eller i bad – blandt andet er med til at minimere antallet af magtanvendelser.

Fjumreår
Brita har talt sig varm og kunne komme med mange flere eksempler på Horsens Kommunes professionelle indsats for sundhedsfremme til bedste for borgerne.
 Alt har dog en ende, og Britas indsats for kommunen stopper officielt den 1. juli. Men mon ikke der sniger sig lidt ekstra arbejde ind for kommunen?
 Det spørgsmål får vi ikke svar på. Til gengæld vil hun gerne ind på, hvad hun nu skal få tiden til at gå med. Ud over altså at svinge golfkøllen.
 - Min mand er også netop gået på pension, og vi har aftalt at vores første år sammen som pensionister godt må være et fjumreår. Det vil sige, at vi prøver tingene lidt af.
 Og med tingene mener Brita blandt andet pasning af børnebørn, hus og sommerhuse. Og så måske lige en bog der skal skrives - om sundhedsfremme.
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025