Mødetidspunktet, onsdag lige før Skærtorsdag var lidt af et sats.
- Men vi skal igang, og alle kan stadig nå at være med efterfølgende, sagde initiativtagerne, Hans Christensen, Linn Trentel Busch og Peder Kirkeby, der havde modtaget en del velbegrundede afbud forud for mødet i Vestbirk Forsamlingshus.
Alligevel var lidt mere end 30 mødt frem til kaffe og positiv dialog om noget så sjældent som: ”Hvad skal vi bruge pengene til?”.
Der har været stemt dørklokker i Vestbirk, og de fremmødte kunne også glædeligt konstatere at det ikke blot var Tordenskjolds soldater, der fyldte forsamlingshusets stole. Faktisk var der så mange ubekendte, at Linn T. Busch måtte foretaget en præsentationsrunde for at få alle tilhørsforhold på plads.
Hans Christensen, Linn T. Bush og Peder Kirkeby var bagmændene bag ansøgningen fra Vestbirk, som Horsens Kommune sammen med ansøgninger fra Aaes, Voervadsbro og Sattrup havde honoreret med hver 100.000 kroner til projekt ”Tryg Landsby”, som f.eks. i Lundum, Kattrup og Underup har været udprægede sucesser.
- Vi vil gerne de skæve idéer, der udskiller sig fra de øvrige byer, sagde initiativtagerne i Vestbirk.
I ansøgningen var lagt vægt på forskønnelse af Vestbirk. Et tema som de fremmødte bredt kunne bakke op om med mange forslag.
Hele processen i Vestbirk var fra starten lidt anderledes end det set up som landsbyerne som regel starter ud med - og dog. Essensen var den samme: Hvordan får vi mest og bedst muligt for pengene? Og det i sig selv kan uundgåeligt give meningsforskelle i mange nuancer.
Linn T. Bush fortalte indledningsvis om mulighederne, herefter blev der ved lodtrækning uddelt inspirationsord, som kunne veksles til et nyt ved hovedbordet, og således blev der både dannet arbejdsgrupper til hovedgrupperne, og Vestbirk er på det punkt landet samme sted som de øvrige trygge landsbyer. Men hvorfor også ændre på noget, der fungerer!
Byforskønnelse, sikkerhed, beplantning, kunst, branding, forskellige ting ved søen herunder en isøsætningsplads og svævebane, legeredskaber, en velkomstkomité, en petanquebane, fælles udflugt, en byfest, spilleklub og café i forsamlingshuset, shelter, bålplads, sauna til vinterbadere, vejchikane med træer, skovrejsning og fremtidens frugthave var blot nogle af mange forslag, som blev fremlagt i evalueringsrunden forud for at der blev hængt små post it sedler på de store plancher.
Trafikken gennem Vestbirk ved skolerne og mod Den Genfundne Bro blev diskuteret med enighed om at det var for omfattende for Tryg Landsbymiddelprojekterne.
Nu forestår en periode med kontakt til nogle af de ikke fremmødte på mødet, for at få flere med i arbejdsgrupperne.
Arbejdsgrupperne i Tryg Landsby Vestbirk skal mødes igen den 1. maj. Der indkaldes til 2. borgermøde den 2. oktober.