Sidste udkald til Fynsk Forår



Foto: Peter Nielsen

Et stort og godt kor er ved at tage form, fortæller arrangørerne bag den lokale version af Carl Nielsens kendte og elskede værk ”Fynsk Forår”. Festivalen Holmboe i Horsens og foreningen Klassisk Horsens har taget initiativ til musikbegivenheden og har inviteret lokale musikere og sangere til at være med. Det tilbud har mange taget imod.
 Et stort orkester er på plads, og koret er også ved at være der. Festivalkoordinator Lene Bjarke Skov fortæller dog, at der - ikke usædvanligt i korsammenhænge - godt kunne bruges lidt flere tenorer og basser for at få den rigtige balance. Man kan endnu nå at tilmelde sig - det gælder også for velsyngende kvinder!
 Prøveplanen for koret ligger klar - der skal sættes kryds ved tre lørdagsformiddage, den 31/1, 21/2 og 7/3 og dertil en prøve fredag den 13. marts. Lørdag den 14. marts går det løs med generalprøve og sidenhen koncert på Horsens Ny Teater kl. 17. Til koncerten bakker professionelle musikere fra Aarhus Symfoniorkester op, ligesom professionelle sangere er hidkaldt til at tage sig af værkets solistpartier.
 De professionelle strygere bidrager desuden til koncerten med Carl Nielsens ”Lille Suite”.
 Det er organist og dirigent Kevin Laplante der står for den musikalske ledelse.
 Man kan melde sig under korfanerne på Holboefestivalens hjemmeside, og ikke mindst kan man på hjemmesiden finde information om de mange andre spændende musikoplevelser der er i vente på årets udgave af Holmboe-festivalen.
 Også de medvirkende i kor og orkester kan nå at få nogle gode koncertoplevelser med sig!
 Synes man ikke stemmen slår til til at synge med på Fynsk Forår kan man opleve koncerten på Horsens Ny Teater lørdag den 14. marts kl. 17. Billetter købes på hjemmesiden eller ved indgangen til 50 kr.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

Ringvej Syd
29. maj 2025