Christopher Juul Jensen i gult efter enkeltstarten



Post Danmark Rundts enkeltstart har traditionen tro stor betydning for det endelige klassement. Sådan er det også i år. For Christopher Juul Jensen, Tinkoff-Saxo, tager den gule trøje fra Lars Bak, Lotto-Soudal, som trods en punktering få hundrede meter før målstregen, kan holde fast i en andenplads, som han tager fra Marco Marcarto, Wanty-Groupe Gobert.
Aftenen på havnen i Helsingør starter kl. 17,58, hvor den første rytter kører ud på de 13,6 kilometer. Rytterne sendes af sted med et minuts mellemrum, indtil man når frem til Top 10 i klassementet, hvor der er to minutter mellem hver start.
Da 50 ryttere ud af 134 har gennemført etapen, har Kasper Asgreen, Team Post Danmark, bedste tid med 16,38, og den holder faktisk et pænt stykke tid, inden den bliver overgået af Daniil Fominykh, Astana, der klarer kampen mod uret i 16.15.
Mens størstedelen af feltet har haft glæde af at køre i behagelig vind, kommer der lidt før kl. 20.00 meldinger om kraftigere vind ude på etapen. Næsten samtidigt suser Asbjørn Kragh Andersen, TreFor-Blue Water, over stregen i 16,21, som på det tidspunkt er næstbedste tid. Og kort tid efter sørger hans bror og holdkammerat Søren Krag Andersen for midlertidig familiedominas på podiet, da han sætter aftenens hidtil bedste tid med 16,00.
Spændingen i Helsingør stiger, da rytterne i toppen af klassementet begynder at rulle ned af startrampen. Lars Bak, Lotto Soudal, har nemlig kun 3 sekunder ned til Marco Marcato, Wanty – Groupe Gobert, og 12 sekunder til Christopher Juul Jensen, Tinkoff-Saxo, der er dansk mester i enkeltstart.
Mens publikum venter på favoritterne til at vinde årets danske tour, sætter Mads Würtz Schmidt, Team Coloquick, ny bedste tid med 15,45. Og det viser sig at være en vindertid, for ingen af rytterne i toppen af klassementer har mere power i pedalerne.
Top tre på enkeltstarten i Post Danmark Rundt 2015, som alene blev udgjort af danske ryttere:
Mads Würts Schmidt, Team Coloquick, 15,45
Christopher Juul Jensen, Tinkoff-Saxo, 16.00
Søren Kragh Andersen, TreFor-Blue Water, 16,00

Løbets trøjer er efter 5. etape af Post Danmark Rundt 2015 fordelt således:
Post Danmarks gule førertrøje sidder nu på Christopher Juul Jensen, Tinkoff-Saxo .
PostNords blå pointtrøje indehaves fortsat af Matti Breschel, Tinkoff-Saxo.
Changing Diabetes bakketrøje indehaves fortsat af Patrick Clausen, Team Trefor – Blue Water.
Skodas Ungdomstrøje sidder på Mads Würtz Schmidt, Team Coloquick.
Europcar Fighterkonkurrence: Der kåres ikke en fighter på løbets enkeltstart.
Danas holdkonkurrence – Tinkoff-Saxo
Lørdag køres 6. og sidste etape af Post Danmark Rundt fra Hillerød til Frederiksberg. De 150 kilometer er ikke en hyggetur, for der kæmpes også om podieplader og trøjer på løbets sidste etape.
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025