
Efter længerevarende pres fra bl.a. Alternativet, Lægeforeningen og Danske Regioner åbner sundhedsminister Sophie Løhde nu op for en større debat om medicinpriser, økonomi og prioriteringer inden for sundhedsvæsenet.
Den besked vækker glæde hos Alternativets sundhedsordfører Carolina Magdalene Maier:
”Ressourcerne i sundhedsvæsenet har altid været og vil altid være begrænsede. Prioritering er derfor ikke en mulighed, men et uomgængeligt vilkår. Derfor er er det godt, nødvendigt og på tide, at ministeren nu er villig til at gå ind i den debat, som vi har været med til at rejse i løbet af efteråret,” udtaler Carolina Magdalene Maier inden hun uddyber debattens vigtighed og relevans:
”Problemet i dag er, at staten ikke spørger til forholdet mellem pris og effekt, når der skal købes ny medicin. Det betyder, at staten bruger en masse penge på dyr medicin med meget tvivlsom effekt, som sprænger budgetterne ude i Regionerne og fører til nedskæringer på læger, sygeplejersker, sengeafsnit, pleje og akutberedskab. I Alternativet mener vi naturligvis, at såfremt den nye medicin er virksom og effektiv, så skal den indkøbes, men når virkningen er tvivlsom eller meget begrænset og medicinen meget dyr, så skal vi spørge os selv, om ikke pengene er brugt bedre andre steder i sundhedsvæsenet.”.
Tidligere på året foreslog Alternativet, at Danmark indfører et prioriteringsinstitut i stil med det, de har i Norge, så staten får mulighed for at forhandle med medicinalindustrien om priserne for at få mest mulig sundhed for pengene, men også for at skabe gennemsigtighed omkring brugen af ressourcer i sundhedsvæsenet:
”At man i dag ikke spørger til forholdet mellem behandlingsindsatsers pris og effekt betyder jo, at vi ikke får mest mulig sundhed for pengene, at prioriteringsindsatsen er uigennemsigtig, og at medicinalindustrien stort set kan tage den pris de vil for deres produkter – også selvom effekten af den nye medicin er begrænset,” forklarer sundhedsordføreren.
Og ifølge Alternativet – men adskillige læger, sygeplejersker, sundhedsøkonomer, regionrådspolitikere, professorer og hospitalsdirektører – er svaret på problemerne stadig et prioriteringsinstitut.
”Man kan løse mange af problemerne i sundhedsvæsenet ved at indføre et prioriteringsinstitut, der skal foretage vurderinger af, hvilke behandlingsformer og sundhedsydelser det offentlige sundhedssystem skal tilbyde. Det vil både øge gennemsigtigheden og sikre en bedre prioritering af ressourcerne,” forklarer Carolina Magdalene Maier.
Hun forventer dog ikke, at regeringen vil indføre et prioriteringsinstitut, men roser sundhedsministeren for endelig at tage debatten: ”Det er godt, nødvendigt, men også på tide at regeringen kommer på banen. Vi skylder både patienter og ansatte at komme med en holdbar løsning – og det ved vi fra bl.a. Norge, at et prioriteringsinstitut er,” lyder det fra Carolina Magdalene Maier.