DEBAT - De hed Stauning, Vilhelm Buhl, Hedtoft, H.C. Hansen, Kampmann, Jens Otto Krag, Anker Jørgensen (min store favorit) Poul Nyrup, og pt. Mette Frederiksen.
Bent Riis, Byrådskandidat for Socialdemokratiet
Ingen af dem var fejlfri, men hver på sin vagt har de forvaltet embedet som statsminister til gavn for almindelige mennesker, selvom for eksempel afskaffelsen af Store Bededag var en fatal og historieløs beslutning. Mit råd til Mette Frederiksen: Genindfør helligdagen inden næste valg. Man taber aldrig ansigt ved at indrømme fejl.
Med vilje sprang jeg over Helle Thorning Schmidt. Det er som om vi alle sammen har glemt denne eksklusivt parfumerede statsminister. Var hun nu også en rigtig socialdemokrat spørges der med rette, og man hører aldrig nogen S-politiker citere noget som helst, som Danmarks første kvinde i statsministeriet har sagt. Det er som om, hun er visket helt ud af partiets historie. Personligt gør det mig heller ikke noget, jeg synes jo ikke, at der var meget Stauning- Krag- eller Anker- format over Helle Thorning - eller som Mogens Lykketoft har udtalt det: ”Ingen fandt nogensinde ud af, hvad hun ville med magten”.
Og så til de lokale forhold i Danmarks eneste store folkeparti. Siden 1918 har flertallet af horsensianere ønsket en socialdemokrat i borgmesterstolen, og det er jo nok ikke helt tilfældigt. En journalist. En typograf. En ufaglært. En biografdirektør. En murer. En cigarsorterer. En lærer. En ingeniør. En portør. ”Fra folket de kom og til folket de gik” som det hedder i en gammel socialdemokratisk sangbog – og den melodi slår stadig rytmen og tonen an i Horsens kommune.
Men der er byrådsvalg til november, og i politik skal man aldrig tage noget for givet på forhånd. Men afprøv lige den her for dig selv. Sig eller skriv ordene: ”Borgmester Marin Ravn”… Føles det ikke som om den sætning ligger helt forkert i munden og ser utroværdigt ud på papiret? Martin er en meget fin fyr, men den dag han bliver borgmester i Horsens, bliver jeg nok også præsident i Frankrig. Jeg tror ganske enkelt, at Martin Ravn har valgt den forkerte by at være borgmesterkandidat i. Han ville måske have haft en chance i Gentofte, Rudersdal eller Hørsholm, hvor de mest velaflagte vælgere har slået sig ned. Lettere har han heller ikke gjort det for sig selv, ved at formøble den personlige tillid fra de partier, som skulle pege på ham. Men jeg vil ikke hovere, for politik kan virkelig være de glatte gulve, de lumske fæller og de spidse knive.
Socialdemokratiet har valgt mig som en af byrådskandidaterne ved kommunalvalget den 18. november. Jeg skal hverken være borgmester i Horsens eller præsident i Frankrig, men meget gerne de sårbares stemme i byrådet. Den som vil insistere på, at vi kan gøre det bedre for de fysisk og psykisk handicappede. For børn som mistrives i skolerne. For ensomme ældre. For varmestuens skæbner. Jeg vil være stemmen for alle dem, som ikke selv har styrken til at råbe politikerne op. Den politik har altid været Socialdemokratiets smukkeste arvesølv, men vi kan også altid gøre det lidt bedre.
