Danmarks Indsamling blænder op for et brag af en finale



Værter: Louise Wolff og Nikolaj Koppel Foto: Lars E Andreasen

Danmarks Indsamling sætter i år fokus på kampen mod uretfærdighed i verden. Det har allerede udmøntet sig i en række initiativer rundt om i Danmark, hvor både børn og voksne gør deres bedste i kampen mod uretfærdighed. Allerede i nærværende uge bliver der for alvor sat gang i sagerne, når blandt andre P4, P3, P1, Ultra, Aftenshowet på DR1 og dr.dk dedikerer tid til indsamlingen både på sendefladen og på de sociale medier.

Det hele kulminerer i et brag af et live-show sendt til seerne direkte fra Terminalerne i Nordhavnen i København.  Det er for tredje år i træk Louise Wolff og Nikolaj Koppel, der med sikker hånd styrer os gennem intet mindre end fem timers show fra kl.19.00 til 00.00.

Musik fra både ind- og udland

Traditionen tro byder live-showet på en lang række både underholdende og musikalske indslag. I år kan man i løbet af aftenen opleve danske navne som Marie Key, TV2, Lars H.U.G. og Barbara Moleko, og der kommer også besøg fra den internationale musikscene, når amerikanske Echosmith lægger vejen forbi Terminalerne og spiller landeplagen ’Cool Kids’.

Humor og sociale medier

Brødrene Brygmann og Uffe Holm er bare nogle af dem, som sørger for at levere en lang række rigtig gode grin til seerne under showet. Poul & Fritz fra Rytteriet kommer også til at spille en gennemgående rolle på den store indsamlingsaften. Som noget helt nyt kommer de sociale medier desuden til at spille en rolle i selve showet. Nikolaj Sonne fra ’So ein ding’ holder løbende øje med, hvad seerne og andre laver på de sociale medier under showet, og rapporterer flittigt om det.

Politikere på slap line

Danmarks Indsamling er kendt for at kombinere humor og underholdning med det dybt alvorlige og nødvendige humanitære arbejde. I år smider vi også musik ind i blandingen og byder velkommen til et band bestående af politikere! Hvem, der er med i bandet, og hvordan det kommer til at spænde af, må du vente med at se til showet 31. januar – men kedeligt bliver det helt sikkert ikke.

Det gør det heller ikke, når Ørkenens Sønner i løbet af aftenen indtager scenen. Dem kan man i øvrigt også opleve i callcenteret, hvor de sammen med en række andre kendte ansigter i løbet af showet vil tage i mod opkald med donationer fra danskerne. Udover Ørkenens Sønner vil man i callcenteret også kunne se ansigter som Thomas Hermann, Eva Harlou, Rasmus Bjerg, Iben Hjejle, Remee, Nicolas Bro, Basim, Dar Salim, Mads Steffensen og mange, mange flere.

 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025