
Danser med Drenge har gennem deres 22 år lange karriere produceret myriader af hits, som publikum kender udenad og synger med på ved koncerterne. Bandet vil for første gang nogensinde i deres lange karriere spille koncert på Horsens Ny Teater til oktober.
Nyt album
Danser med Drenge udgav i starten af april sit første nye album i syv år – et album der bærer titlen: Det handler om penge. En af numrene fra albummet, De fedes hær spilles allerede lystigt i radioen. Sangteksten er en kritik af det aktuelle sundhedshysteri, og den fik følgende ord med på vejen fra en af DR’s radio DJ’s: ”Det er befriende med et pop-orkester, der vil noget med deres tekster.” Den udtalelse er bandets mange trofaste fans uden tvivl enige i.
Lone Wessel fra Horsens Ny Teater er en af de trofaste fans:
- Jeg er personligt vild med Danser med Drenges musik. Deres mange hits er fyldt med gode minder for mig, og sådan tror jeg rigtig mange har det. Derfor glæder jeg mig over, at vi sammen med Danser med Drenge kan indbyde til koncert og fest på teatret til oktober.
Koncert med de gode gamle og de nye
Hvor længe vil du ydmyge dig? - Er der nogen i himlen? - Grib chancen - Rejs dig op & kom videre – Kære lillesøster - Kolde hjerter - En dejlig morgen - Tag godt imod ham - Aldrig undvære dig. Alle disse hits vil sammen med nogle af sangene fra det nye album være på sætlisten når Danser med Drenge træder på scenen på Horsens Ny Teater til efteråret.
- Vi glæder os til at se, om vores fans synger med på de nye sange også, siger sangerinde Rie Rasmussen.
- Intet er så stort som at have knoklet med en ny sang, og publikum så viser, at de kan lide sangen og skråler med på den.
Det øvrige, stærkt spillende band består nu som før af De gamle onkler: Henrik ”Onkel” Stanley og Klaus Kjellerup – bandets primære sangskriver – samt de rutinerede musikere Steffen Qwist, guitar - Morten ”Oberst” Bolvig, keyboards - og Kasper Langkjær, trommer.
Koncerten begynder kl. 20.00.