De næste tre uger er jeg nr. 2



Ved seneste folketingsvalg flyttede de fra hinanden for at kæmpe om samme mandat til Folketinget, men nu trækker rådmand i Aarhus, Bünyamin Simsek (V) i arbejdstøjet for at kæmpe for genvalg til sin kone, ligestillingsordfører Fatma Øktem (V). De næste tre uger står han for al det praktiske - lige fra at vaske og stryge tøj og lave mad - til at hænge valgplakater op og være sparringspartner og tro støtte ved siden af sit eget krævende, politiske fuldtidsjob. Mød Østjyllands powerpar i dansk politik.


Østjylland d. 30. maj, 2015: Ved seneste folketingsvalg slog ligestillingsordfører Fatma Øktem (V) sin mand Bünyamin Simsek (V) i et af Østjyllands mest profilerede opgør. Dengang flyttede Fatma permanent til Horsens for at føre valgkamp mod sin mand, der siden blev Venstres borgmesterkandidat i Aarhus. Nu har det østjyske powerpar i dansk politik slået sig sammen i stedet for at slås om de samme stemmer.

Om alliancen
Fatma: »Det er fantastisk at have min mand ved min side denne gang i stedet for at skulle slås imod ham. Vi er hinandens helle, ligesom vi er hinandens største kritikere. Han giver mig det med- og modspil, som er så afgørende både under en valgkamp og når jeg kæmper for Østjylland og Venstres politik i Folketinget.«

Bünyamin: »Som Venstres borgmesterkandidat i Aarhus bakker jeg selvfølgelig Venstres fire aarhusianske kandidater op. Men de fleste ved godt, at der er en femte - en østjysk kandidat, der står mit hjerte helt nær - som jeg selvfølgelig også giver min fulde støtte. Hun var hård og sej at kæmpe imod ved sidste valg, så jeg er rigtig glad for, at jeg denne gang er hendes allierede og ikke hendes konkurrent.«

Om Østjylland
Bünyamin: »Selv om Fatma som folketingspolitiker skal tænke Danmark først, får hun aldrig lov til at glemme Østjylland i så meget som ét sekund. Det har jeg sørget for de seneste fire år, og det håber jeg også bliver en af mine vigtigste opgaver på hjemmefronten de kommende fire år.«

Fatma: »Hvis man stemmer på mig, får man helt automatisk Mr. Aarhus med. Benji (Bünyamin) tænker altid Aarhus og Østjylland først, og det giver en fantastisk kobling mellem det regionale og det landspolitiske, når vi diskuterer politik. Og det gør vi stort set hele tiden.«

Om familielivet
Fatma: »Vi er så passionerede om det, vi laver, at vi støtter hinanden i det politiske arbejde 100 procent. Vi vil hellere savne hinanden end gå imod hinandens drømme. Det har krævet ofre, men jeg ville ikke være glad, hvis Bünyamin gav noget op for mig - og omvendt. Vigtigst af alt så forstår vi hinanden. Det er uvurderligt - både til dagligt og i en hård valgkamp.«

Bünyamin: »Jeg kunne ikke sige det bedre selv. Hvorfor er det, du altid får det sidste ord, skat?«

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025