Der findes groft sagt to slags virksomheder. Virksomheden med hjerte. Det er ofte den mindre eller mellemstore håndværks- eller industrivirksomhed. Den er ejerledet og mester står selv ved roret. Han har startet den selv eller overtaget den fra sin far, og han kører den videre til det sidste. For ham er forretningen en livsstil.
Så er der den ansigtsløse virksomhed. Lederen er en ansat direktør. Han er hyret til at levere nogle resultater her og nu. Om fire år er han videre i en ny virksomhed. Det er typisk den helt store virksomhed. Her handler den kun om cool cash – intet andet.
Den ansigtsløse virksomhed har typisk ingen lærlinge ansat. Dem lader man andre om at uddanne. De har dog intet imod at ansatte dem senere, når andre har uddannet dem. Men alt besværet med unge og uddannelse gider de ikke – det kan man ikke se på bundlinjen. Det bekymrer dem ikke, at vi kommer til at mangle 30.000 faglærte om bare fem år. Kommer de til at mangle arbejdskraft, henter de den bare i udlandet.
Den mindre eller mellemstore virksomhed har typisk et par lærlinge gående. Det har de altid haft. De betragter det som en naturlig del af at sikre, at vi har arbejdskraft nok i fremtiden. De kunne ikke forestille sig ikke at være med til at uddanne den næste generation af håndværkere.
Som virksomhed kan man selv vælge hvilken gruppe, man vil tilhøre. Men politisk kan man godt hjælpe valget lidt på vej. Eksempelvis kunne man belønne de virksomheder der lever op til deres ansvar for at uddanne fremtidens arbejdskraft og ligeledes straffe dem, som bare kører på frihjul.
Det handler ikke kun om at regulere. Det handler også om det signal, man sender, når man regulerer. Om at skabe en holdningsændring. I Arbejdsgiverne mener vi, at det ikke burde være velanset som virksomhed slet ikke at have en eneste lærling ansat. Og slet ikke som én af de helt store virksomheder. Det burde faktisk være en dybt pinlig affære.
