De stod klar i god tid, ventende på tælleren rundede 100.000 - Borgmester Peter Sørensen og ingeniør og projektleder på udgravningen af Den Genfundne Bro, Tony Bygballe.
Torsdag den 17. august var man sikker på at det legendariske besøgstal på 100.000 blev rundet på Den Genfundne Bro ved Vestbirk.
Det reelle antal gæster på broen, der er blevet en af Horsens Kommunes største turistattraktioner er imidlertid langt større.
Tony Bygballe har dokumentation med og tabellen viser en imponerende stabilitet og stigning i besøgstallet. Uge 28: 5907 (4996). Uge 29: 7045 (7688). Uge 30: 6843 (7568). Uge 31: 6120 (5296). Uge 32: 8385 (4805).
Parentestallet er sidste års tal, man opstillede tælleren fra uge 28 sidste år.
At tallet ikke blot er stabiliseret, men stigende kommer lidt bag på Tony Bygballe, som kan konstatere interessen for den gamle bro fortsat er massiv.
- Da vi indviede broen, regnede vi med, at besøgstallet ville klinge lidt af med tiden eller i bedste fald holde sig stabilt. Men det stik modsatte er sket. I sommerferieugerne har 13 % flere gæster således besøgt broen i forhold til samme uger sidste år, siger Tony Bygballe, der håber, at den store interesse kan være med til at løfte andre turistmæssige tiltag i området.
I mellemtiden var også Bygballes ”makker” på projektet, Simon Marsbøll, stødt til, og sammen stod de klar ved den elektroniske modtager og ventede på ”blomstergæsten”.
Besøgene var også mange denne torsdag. 3 turistbusser havde netop forladt Broen og i møde med 3-kløveret kom Ole Faber og frue, der havde læst om borgmesterbesøget.
- Hvem er jer er borgmesteren? ville Faber vide, og han var undskyldt for den besøgendes hjemadresse var Odense.
Der blev hilst på, snakket bro og historie, og det var tilfredse besøgende som kunne rose oplevelsen.
- Vi er på camping i Middelfart, men nogle på pladsen fortalte os om broen og at det i dag var en særlig dag, så vi tog på udflugt, fortalte Ole Faber, der også var imponeret over området.
Peter Sørensen begav sig tættere på Broen. Et kamerahold fra TV Syd ventede og stadig var gæst nr. 100.000 ikke gået forbi tælleren.
- Nu er det meget snart, forsikrede Tony og Simon og pegede over mod et ægtepar, der netop havde parkeret på P-pladsen.
Axel og Jette Nielsen fra Horsens, blev mødt med udslåede arme. Axel gik forrest, nr. 99.999. Jette et skridt bagved.
Tillykke! Du er gæst nr. 100.000 var den for Jette overraskende melding.
I modsætning til sin mand var det første gang Jette besøgte Den Genfundne Bro. Axel som cykler på et Café-hold, har været over broen nogle gange, når de er ude på deres ca. 40 kilometers ture.
Herefter foretog Peter Sørensen den officielle overrækkelse af diplom og blomster, og kunne ikke undlade at glæde sig over at Jette var fra Horsens.
Der blev fortalt om udgravningen, om satsningen fra Horsens Kommune og om at Den genfundne Bro - efter Fængslet - er kommunens populæreste turistattraktion.
Simon Marsbøll kunne fortælle en historie fra dengang toget kørte på broen. Om en mand der havde tabt sine tænder i toilettet, hvorefter togføreren stoppede toget, bakkede, og sendte alle passagerer ud for at lede efter tænder.
- Og de fandt dem.
Og sådan sluttede den hyggelige seance med lidt interviews til kameraet af ”blomstergiveren”.
Siden Den Genfundne Bro er dukket frem af dæmningen, er der sket flere forbedringer i området. Blandt andet er der lavet parkeringspladser til ca. 50 biler plus buspladser, og der er etableret toiletter.
Tallet 100.000 er naturligvis ikke eksakt, men det tætteste man kan komme på et reelt tal. Tælleren, der har registreret besøg siden uge 28 2016, registrerer hver gang en person passerer fotolinsen. Tallet deles derfor med 2, da de fleste besøgende også returnerer forbi tælleren efter besøget. Andre fortsætter turen og tæller således kun for en halv. Tælleren er placeret et stykke fra Den Genfundne Bro for at man ikke går forbi den flere gange under besøget.