
Dansk Arbejdsgiverforening mener ang., at de kan få arbejdsudbuddet til at vokse med 85.000 personer – og dermed få offentlige besparelser for mere end 60 milliarder kroner. Dette ved at skære voldsomt i ydelser til borgere på overførselsindkomst.
F.eks. skal førtidspensionister have 4.000 kr. mindre om måneden. Dette for at få førtidspensionisterne ud på arbejdsmarkedet!
Sjældent har jeg hørt så grotesk en udmelding!
Den er på samme tid både skrigende morsom, og dybt tragisk.
Tænk – vi har folk siddende i DA, som er så tilsyneladende småt begavede og ude af trit med virkeligheden i Danmark – at de i ramme alvor kan lukke sådan en melding ud.
Der må stå idiot på ryggen af den arbejdsgiver som ansætter f.eks. mig. Det må være DA. Jeg må kunne forvente at DA har et job til mig i næste uge. Hvis ikke de har, hvem skulle så?
Desuden går DA efter, at ydelsen for både sygedagpenge, kontanthjælp og førtidspension skal ligge på samme niveau – nemlig godt 13.500 kr. pr. mdr.. Det vil sige, at jeg kan se frem til højere ydelse end i dag, hvis jeg skulle beslutte mig for ikke at ”gide” arbejde. Den højeste pension efter den gamle ordning er nemlig under 13.000 kr. pr. mdr. før skat.
Men tilbage til jobbet.
Jeg har en helt klar forventning om at høre fra DA senest i næste uge. Og en helt klar forventning om, at de også har et job til mig. Et job jeg kan bestride. Et job som ikke ødelægger mig mere end tilfældet allerede er. Et job til en almindelig rimelig løn.
Er det rimeligt at forvente et sådant mirakel?
Normalt ikke – men DA`s udtalelse er heller ikke helt normal.
Det er idioti at påstå, tro og mene – at det at man tager 4.000 kr. fra en borger på førtidspension vil få borgeren ud på arbejdsmarkedet. En del førtidspensionister arbejder allerede. F.eks. borgere på almindelig forhøjet- eller den mellemste pension. De som får tilkendt pension i dag kan end ikke bestride et fleksjob.
Hvor fattig skal en førtidspensionist mon være for at gøre rige mennesker glade og tilfredse? For er det ikke det, dette handler om? Det tror jeg.