
Der bliver tale om 2 møder. Datoerne for de 2 møder er ens for alle sogne i Horsens Provsti. Derfor kan der laves fælles annoncering! – Se omtale og oplysninger i flere aviser og medier!
Tirsdag d. 18. august afholdes der orienteringsmøde i Østbirk Præstegård.
Vi starter kl. 19.00 med et spændende foredrag/indlæg: ”Musik bag tremmer”, hvor fængselskorleder på statsfængslet ”Enner Mark”, Karen Saurus Mehlsen, vil fortælle og vise billeder fra arbejdet med fængselskoret og vi vil synge nogle af korets ynglingssange.
Herefter byder MR på kaffe og kage, hvorunder MR vil orientere om MR arbejdet og det forestående valg. – Der fortælles om arbejdet i den forløbne funktionsperiode - om visioner, ønsker og ideer til det kommende MR – seneste års regnskab og det kommende års budget.
Herefter orientering om datoer og regler for opstilling og valgforsamling, samt antal kandidater der skal vælges.
Herefter foreløbigt overblik over, hvem der evt. er interesseret i at stille op som kandidater og stedfortrædere på valgforsamlingen. Mødet slutter senest kl. 22.00
Tirsdag d. 15. september kl. 19, afholdes der valgforsamling i Østbirk Præstegård.
Her kan det nye MR vælges!
Efter en gennemgang af MR opgaver, kompetencer og hidtidige arbejder, opstilles der kandidater til MR. – Kandidaternes præsenterer sig selv og der er mulighed for debat og spørgsmål til kandidaterne. – Valgbestyrelsen gennemgår afstemningsreglerne, hvorefter der foretages skriftlig og hemmelig afstemning.
Medens forsamlingen hygger sig med lidt ”mundgodt”, foretager valgbestyrelsen optælling af stemmer og bekendtgør resultatet.
Herefter vælges der stedfortrædere efter samme procedure som for valg af MR medlemmer.
Sluttelig orienteres der om muligheden for afstemningsvalg og fristen for at indlevere en kandidatliste.
Valgforsamlingen er offentlig tilgængelig, hvilket betyder at alle interesserede har mulighed for at overvære valgforsamlingen. Det er dog kun medlemmer af Folkekirken med valgret i Østbirk sogn, der har tale- og stemmeret!
Nærdemokratiet lever i bedste velgående i de danske sogne. Derfor er det vigtigt at der er et velfungerende MR, og hertil er der behov for engagerede og iderige medlemmer. Man har stor indflydelse på lokale forhold og har man lyst til at styrke et i forvejen blomstrende kirkeliv i og omkring Østbirk kirke, så var det måske en idé at overveje at stille op til MR valget! Hvis man er lidt usikker herpå, så mød op og hør meget mere om MR arbejdet og få skærpet interessen! Hvis tid og mod mangler, så mød op og stem på dem, der stiller op!