Børnene med de blå mærker



Et par nyfødte tvillinger får uforklarlige blå mærker. Myndigheder mistænker, at der er tale om syndromet Münchausen by Proxy, hvor en forælder mishandler sit barn for selv at få opmærksomhed. Forældrene mener, at tvillingerne er syge og afviser anklagen.

DR følger familien gennem et helt år. Et år, hvor myndighederne i stigende grad mistænker en af forældrene for at udsætte børnene for skjult vold. En tidligere sag viser, at hvis der ikke reageres på mistanken, kan det få fatale følger. Men myndighederne står i et dilemma, for der er risiko for, at mistanken er forkert, og forældrene er uskyldige.

DR Dokumentar følger familien tæt og taler samtidig med eksperter på området. De forklarer løbende, hvorfor netop denne type sager er ekstremt komplicerede. Særligt når der er tale om helt små børn, der på ingen måde selv er i stand til at fortælle, hvad der eventuelt foregår.

Uforklarlige blå mærker

Den vanskelige sag begynder, da børnene kun er få dage gamle. Sundhedsplejen er på besøg i hjemmet og ser blå mærker på et af børnene.
Familien bliver indlagt på hospitalet. Under indlæggelsen får begge børn voldsomme blå mærker. Tvillingerne gennemgår talrige undersøgelser, men lægerne kan ikke finde nogen sygdom, der kan forklare de mange mærker.

Lægerne mistænker, at en af forældrene forårsager de blå mærker i det skjulte. En mistanke, som begge forældre kategorisk afviser. De mener, at deres børn lider af en sygdom, som fremkalder de blå mærker.

Mistanke om skjult vold

Lægerne frygter, at der kan være tale om det sjældne syndrom Münchausen by Proxy. Et syndrom, hvor typisk en mor søger opmærksomhed fra blandt andet læger ved at skade sit barn.

DR følger familien i den proces, der kommer, hvor myndighederne skal beslutte, hvad der er det rigtige at gøre, når der ikke er nogle konkrete beviser på vold, men udelukkende indicier. Hvad er barnets tarv?

Et livsfarligt syndrom

DR Dokumentar ser i ’Børnene med de blå mærker’ også tilbage på en ældre sag, hvor den kun 1-årige dreng Andreas mistede livet efter, at hans mor gennem måneder mishandlede ham. Det viser sig, at moderen netop lider af Münchausen by Proxy. Det afsløres først, da Andreas’ lillebror får de samme symptomer som Andreas og en læge fatter mistanke. DR Dokumentar har blandt andet talt med både Andreas’ far og den læge, der opdagede og afslørede moderens syndrom.

Mistanken kan være forkert

Men Münchausen by Proxy er en svær diagnose at stille. I England har man flere eksempler på sager, hvor børn, ligesom Andreas, har mistet livet, fordi deres mødre led af Münchausen by Proxy.
Men der er også eksempler på sager, hvor en mor er blevet uskyldig dømt og det alligevel viser sig, at det er en sjælden sygdom, der er skyld i problematikken.

’Børnene med de blå mærker’ er en dokumentar om de svære valg, der skal træffes, når der er mistanke om mishandling af børn, og hvordan disse valg kan påvirke en families liv.

Lægerne og de kommunale myndigheder i sagen om tvillingerne har ikke ønsket at medvirke i programmet. Men DR Dokumentar har fået adgang til tvillingernes lægejournaler og sagsakterne i kommunen.

’Børnene med de blå mærker’ sendes 27. januar kl. 20.30 på DR1.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025